Lyngtur uden lyng

Fjerritslev 9. september 2002 08:00

Det var ikke meget lyng, der blev plukket på Det Private Omsorgsarbejdes lyngtur, hvor der var forventninger om, at området med klitter ved Tranum var det rigtige sted. Stedet var ganske givet også rigtigt, for der var masser af lyng. Det var blot for sent. Lyngen var blevet grå og uinteressant. Det var dog ikke årsag til den store bekymring blandt de 35 deltagere i den iøvrigt vellykkede tur, der startede ved Mølleparkcentret. Turen gik mod vest gennem Fjerritslev til Kollerup strand, videre mod Grønnestrand, og op gennem slugten, hvor den skønne natur blev nydt af deltagerne. Til Slettestrand gik jagten efter lyng, videre gennem Fosdalen, hvor man mente, at der sikkert var lyng. Det var der, men fortsat grå i toppen. Eftermiddagskaffen blev drukket på Harmonokamuseet, på Tranum Engevej, hvor Eva, Madsen og Arne Johansen underholdt selskabet med harmonikamusik til fællessange. Og de gør det rigtig godt alle tre. - Og Madsen, med sine 83 år, slutter samtidig med os, og det er altid godt, bemærkede Arne Johansen. Deltagerne blev ikke snydt for lyng, for ved hjemkomsten til Mølleparkcentret havde Mary Mathiassen en buket lyng til alle, og hermed blev lyngturen alligevel en rigtig lyngtur.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...