Flyulykker

Lynhurtig Hollywood-stjerne dør i Porsche-ulykke

Paul Walker var passager i en Porsche, som forulykkede og brød i flammer, rapporterer amerikanske medier

Foto Scanpix

Foto Scanpix

USA:Skuespilleren Paul Walker, som er bedst kendt for sin ledende rolle i den populære gaderæs-filmserie ”Fast & Furious”, er omkommet i en bilulykke nord for Los Angeles.

Det rapporterer flere amerikanske medier natten til søndag dansk tid.

- Det er i sandhed med et tungt hjerte, at vi må bekræfte, at Paul Walker døde i dag i en tragisk bilulykke, står der i et opslag på skuespillernes officielle Facebook-side.

- Han var passager i en vens bil, og de mistede begge livet, lyder det.

Ifølge den lokale avis, Santa Clarita Signal, sad de to personer i en Porsche, der brød i flammer, da den kolliderede med et vejtræ i en soloulykke. Det skete angiveligt ved 15.30-tiden lørdag eftermiddag lokal tid.

Billeder fra stedet viser, at sammenstødet er gået meget hårdt ud over den røde sportsvogn, som er forvandlet til et vrag af forvredne metaldele.

Filmskuepilleren var i Californien for at deltage i et velgørende arrangement til fordel for ofrene for tyfonen Haiyan i Filippinerne. Han blev 40 år gammel.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.