Lyntest i hovedstaden kører igen efter datanedbrud
Copenhagen Medical har løst de tekniske problemer, der torsdag har skabt lange køer foran testcentrene.
De tekniske problemer, der siden torsdag middag har forhindret Copenhagen Medical i at udføre lyntest i Region Hovedstaden, er torsdag eftermiddag blevet løst.
Det oplyser presseansvarlig Trine Baadsgaard.
- Vi havde et nedbrud. Det gjorde, at vi ikke var i drift i cirka to en halv time, siger Trine Baadsgaard.
- Vi er mindst lige så ulykkelige over det, som de borgere der stod i kø, siger hun.
Fejlen opstod, ifølge Trine Baadsgaard, ikke hos Copenhagen Medical, men i nogle eksterne datacentre.
Selv om systemerne nu er oppe igen, kan der ifølge den presseansvarlige være forsinkelser i udsendelsen af testsvar.
- Men folk skal nok få deres svar, siger Trine Baadsgaard.
De tekniske problemer ramte samtlige Copenhagen Medicals kviktestcentre og vaccinecentre, som ligger i Region Hovedstaden.
Det var desuden ikke kun Copenhagen Medical, der torsdag havde udfordringer med teknikken.
Lidt over middag fik også virksomheden Carelink problemer. Carelink udfører lyntest i Region Syddanmark.
Carelink kunne dog godt lynteste, selv om det kørte lidt langsommere.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.