Fodbold

Lyon klager over ødelagt stadion efter Europa League-finale

Marseille-fans har angiveligt ødelagt lys, døre og sæder på Lyons hjemmebane under Europa League-finalen.

Der var både fest og ballade på tilskuerpladserne, da Atlético Madrid og Marseille onsdag spillede Europa League-finale i Lyon. Foto: Reuters/Juan Medina

Der var både fest og ballade på tilskuerpladserne, da Atlético Madrid og Marseille onsdag spillede Europa League-finale i Lyon. Foto: Reuters/Juan Medina

Den franske fodboldklub Lyon har indgivet flere klager over Marseille-fans efter Europa League-finalen mellem Marseille og Atlético Madrid, der blev spillet onsdag. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Marseille tabte finalen 0-3, og det var holdets tilhængere ikke tilfredse med.

Angiveligt har de beskadiget Lyons hjemmebane, Groupama Stadium, hvor finalen blev spillet.

Blandt andet skal døre, lys og overvågningssystemer være ødelagte, mens 105 sæder i det område, hvor Marseilles fans sad under kampen, skal erstattes.

Desuden er der blevet stjålet varer fra flere mad- og merchandisebutikker, og der er blevet kastet med nødblus inden kampen, der har beskadiget stadionets tag.

- Videooptagelser er blevet givet til politiet for at identificere de personer, der er ansvarlige for skaderne blandt Marseilles tilhængere, siger Lyon i en udtalelse ifølge AP.

Lyon og Marseille er storrivaler i den franske liga, og der er løbende konflikter mellem klubbernes fans.

Lyon er på tredjepladsen i ligaen, hvor de tre første pladser giver direkte adgang til Champions League. Marseille er et enkelt point efter på fjerdepladsen med én spillerunde tilbage.

Lyon tager lørdag imod Nice på Groupama Stadium, mens Marseille hjemme tager imod Amiens.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst