Fodbold

Lyon tildeler PSG det første liganederlag i Frankrig

Så gik den ikke længere for PSG. Søndag tabte førerholdet for første gang i den franske liga i denne sæson.

LYON:Paris Saint-Germain kan ikke længere kalde sig ubesejret i denne sæson i den bedste franske fodboldrække.

Efter 20 kampe i træk uden nederlag tabte det suveræne førerhold søndag aften med 1-2 ude til Lyon.

Angel Di Maria bragte ellers PSG foran med 1-0 efter små syv minutter, da argentineren satte sidste fod på et kontraangreb.

Værterne fra Lyon fik udlignet efter en halv time ved Moussa Dembele, inden Nabil Fekir i begyndelsen af anden halvleg scorede kampens sidste mål på et straffespark.

PSG var uden superstjernen Neymar, der døjer med en fodskade. Brasilianeren misser sandsynligvis også de to kommende ottendedelsfinaler mod Manchester United i Champions League.

Ligesom PSG er Lyon også videre til knockout-fasen i Champions League, hvor der venter holdet en svær opgave mod FC Barcelona.

Trods søndagens nederlag er PSG godt på vej mod en gentagelse af sidste sæsons mesterskab.

PSG topper den franske liga med 56 point for 21 kampe, mens den nærmeste forfølger Lille har 46 point for 23 kampe. Lyon er placeret på tredjepladsen med 43 point for 23 kampe.

/ritzau/