"Lyra" på charmeoffensiv

Hjemmeværnet på jagt efter flere medlemmer

Militær 10. september 2002 08:00

SKAGEN: MHV 808 "Lyra" af Skagen kan i denne tid flere gange dagligt ses via reklamespots i TV2. TV-reklamen giver også ud over at fokusere på den lokale hjemmeværnskutter et vue ud over Skagen Havn. En del af optagelserne til den igangværende charmeoffensiv inden for hjemmeværnet, blev gennemført i efteråret 2001 i Skagen Havn i forbindelse med en øvelse. Målet er at sætte ekstra fokus på det danske hjemmeværn for på denne måde at skaffe en række nye aktive medlemmer. - Vi laver fem - seks spot i alt for hjemmeværnet, og vi har valgt at placere optagelserne fra Marinehjemmeværnet i Skagen. De forskellige spot bliver sendt fra år 2002 til 2004, og de bliver fulgt op af en række andre ting, for eksempel radioreklamer, annoncer og postkort, fortalte producer og instruktør Søren Benthin, da optagelserne var i gang på Skagen Havn. Det er så de første af disse reklamespots, som tv-seerne kan opleve i denne tid. Forsvarsforliget, der blev indgået for cirka tre år siden, betød ekstra opgaver til hjemmeværnet. For marinehjemmeværnet betød det helt nye opgaver med bevogtning og nærforsvar, og dermed også brug for mange nye aktive medlemmer. Ønsket om flere medlemmer gælder også i høj grad lokalt. Brug for flere lokale - Vi vil meget gerne have flere folk og gerne flere unge fra lokalområdet, hvor vores hjemmeværnskutter jo er placeret. Bekæmpelse af olieforurening og redningsberedskab lokalt er en stadig større del af vores opgaver. Vi har jo 65 kilometer hvid strand, og det er jo det bedste, hvis vi kan stoppe en olieforurening, inden den når ind til stranden, siger chefen for Flotille 115, Per Faurholt Jensen, der håber, at Skagen vil få tildelt en af seks nye hjemmeværnsfartøjer, som bliver større end de nuværende, og som vil blive udstyret med fast flydespærringudstyr, som kan bruges i forbindelse med en olieforurening. - Som det er nu, vil et sådan udstyr skulle bringes til Skagen via lastbil, hvorefter vi sejler det ud til det ramte område, men det ville selvfølgelig være meget mere optimalt, hvis vi havde det fast om bord, så vi også kunne gennemføre øvelser med det, siger Per Faurholt Jensen, der også peger på sejling med politiet i forbindelse med grænsekontrol som en ny opgave inden for marinehjemmeværnet. I dag og i morgen er det dog ikke politiet men pressen, der er om bord på hjemmeværnskutteren. "Lyra" sejler i dag og i morgen med udgangspunkt fra Flådestation Frederikshavn ud med 22 journalistelever, der skal lave forskellige former for journalistik på hjemmeværnet. Og det kan så måske også på lidt længere sigt give ekstra reklame til hjemmeværnet. Kampdage I den nærmeste fremtid kan borgerne i Vendsyssel også rent fysisk følge med i og opleve den store image- og hvervekampagne, der gennemføres i september og oktober under sloganet "Hjemmeværnet - mere end du tror". Hærhjemmeværnsdistrikt Vendsyssel inviterer blandt andet til "kampdage" lørdag den 14. september på Knivholt i Frederikshavn og lørdag den 5. oktober på markedspladsen i Brønderslev. Begge arrangementer gennemføres fra klokken 12 til 17. - Her kan interesserede aktivt deltage i og afprøve, om hjemmeværnet er noget for dem. På kampdagene tilbyder hjemmeværnet en række fysisk betonede aktiviteter, så deltagerne kan opleve noget af det, hjemmeværnet kan tilbyde de frivillige. Det gælder for eksempel turen gennem en primitiv feltforhindringsbane eller rappelling. Der er også mulighed for at lære lidt førstehjælp, oplyser næstkommanderende ved Hærhjemmeværnsdistrikt Vendsyssel, kaptajn Henrik Willum, der understeger, at de forskellige udfordringer vil ske under ledelse og vejledning af kyndige instruktører.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...