Lyrisk løsøre

Bogens forside.

Bogens forside.

DIGTE Thomas Krogsbøl "Jeg er fluen" Digtene i "Jeg er fluen" er skrevet med inspiration fra titler hentet i Krogsbøls pladesamling. De er skrevet i ét hug for at opnå en større lethed i udtrykket. Det er lykkedes godt, men rent lyrisk er der ikke meget at komme efter. Digtene er vrængende, for i dag vrænger man, de er forsøgt morsomme, for i dag griner man, og de er legende, for i dag er man legende, som her i samspillet mellem titel og digt: "ØREMÆRKET inde i regnen sejler mit øre på en sø af prikker og brede ringe øret har lagt sig i vandet for at fyldes med ål" Man ser det løsrevne øre i et næsten højholtsk lys, den regnprikkede sø er stemningsfyldt, jovist, og øremærket bliver øret jo i og med, at ålene fylder det - og øret mærker det; eller er det ålene, der mærker. Men hvad er det, man skal med det digt? Læse det for billederne - i så fald er jeg ligeglad. Eller som det hedder afslutningsvist: "grib magten over dit liv/ og adlyd!" Jeg forstår det godt, men vil jeg nogensinde have behov for at læse det igen, er den ironiske afklædning af managementfilosofien efterfølgende interessant? I bund og grund kan jeg intet hente i Krogsbøls digte; billederne er her og der fine nok, men det kan fra min side ikke blive til andet eller mere end en høflig registrering af kunstnerisk forskellighed i digterens og anmelderens perspektiv. Christian Stokbro Karlsen kultur@nordjyske.dk Thomas Krogsbøl "Jeg er fluen" 58 s., 125 kr., Forlaget Kronstork.