Lys forude for små virksomheder

KØBENHAVN:De mindre og mellemstore virksomheder har knap så negative forventninger til beskæftigelsen i årets første kvartal som de større virksomheder i dansk erhvervsliv. Det viser en ny undersøgelse fra erhvervsorganisationen DI's virksomhedspanel. Samtidig viser den også, at de mindre virksomheder forventer at holde det lave niveau, de nåede ned på i 2009, når det gælder omsætning og indtjening. Der vil måske endda være en lille fremgang at spore. Ifølge DI understreger undersøgelsen, at de mindre og mellemstore virksomheder (MMV) har tilpasset sig konjunkturerne hurtigere end øvrige virksomheder. - Det er glædeligt. Men vi skal huske på, at vi kommer fra alle tiders lavpunkt for dansk erhvervsliv, og vi er langt fra ude af krisen, siger chef for MMV og Entrepreneurship Thomas Møller Sørensen, DI. Samtidig står MMV'erne ifølge erhvervsorganisationen over for en række nye og store udfordringer med at skabe vækst. - Der skal tænkes nyt både blandt politikerne og virksomhederne selv, når det eksempelvis gælder eksport til de nye markeder, hvor væksten er størst i dag. Vores eksportordninger skal i højere grad hjælpe mindre og mellemstore virksomheder ud på de nye vækstmarkeder, siger Thomas Møller Sørensen. /ritzau/