Lys i mørket for efterskolerne
Efterskolerne har færre elever - men håber, at aflysningen af takststigninger kan vende billedet

Der er åbent hus på efterskolerne onsdag aften - blandt andet på Skyum Idrætsefterskole. Arkivfoto
Bjerget Efterskole har valgt temaet "Lys i mørket", når skolen på onsdag, 11. januar - på linje med de øvrige efterskoler i Thy og Hannæs - inviterer indenfor til en orienteringsaften for eventuelle kommende elever og deres forældre. Ud over en rundvisning på skolen og en snak med eleverne bliver der mulighed for at opleve et ildshow, et fysik- og kemishow og en lyskanon op på himlen - ligesom eleverne spiller hockey og klatrer på klatrevæg i et mørke, der kun bliver oplyst af selvlysende stave. Men "lys i mørket" kunne også være overskrift for den situation, de fleste efterskoler befinder sig i. Efter et år med vigende elevtal håber skolerne på, at mange unge og deres forældre igen får lyst til et efterskoleophold. Takststigninger taget af bordet Baggrunden for den forsigtige optimisme er ikke mindst, at finansloven for 2012 rummer de samme tilskud til et efterskoleophold som tidligere. Den højere forældrebetaling for visse grupper af forældre, som den tidligere regering gennemførte, er dermed taget af bordet igen. Bjerget Efterskole har i øjeblikket 57 elever, og med de nuværende tilmeldinger tyder meget på, at elevtallet næste skoleår bliver af nogenlunde samme størrelse. Men det er også en del under de 70 elever, som skolen havde året før. - Så der er plads til flere, siger forstander forstander Peter Gundersen - der mener, at budskabet om, at at de man kan sende sit barn på efterskole til de gamle takster, endnu ikke er trængt igennem. Tudet ørene fulde af krise På Thylands Idrætsefterskole i Hundborg har man indtil nu kun besat godt og vel halvdelen af 120 elevpladser til næste skoleår. Det er lidt færre end på samme tid sidste år, hvor man endte med et elevtal på 115. - Alle får tudet ørene fulde af, at der er krise. Efterskoleforældre er ligeså forsigtige som alle andre, og de kigger sig naturligvis omkring for at se, hvor de kan spare, siger Verner Sørensen, viceforstander på Thylands Idrætsefterskole - som forud for dette skoleår undlod at genbesætte en lærerstilling og skar det maksimale elevtal ned fra 130 til 120. Krisen kan også mærkes på Svankjær Efterskole, der tilbyder 8. årgang, og traditionelt har haft mange elever, som tager to år på efterskole. Forstander Preben Dahlgaard er dog fortrøstningsfuld, for skolen er vant til, at mange af tilmeldingerne først kommer sidst på skoleåret. Det samme gør sig gældende på ordblindeefterskolen i Sjørring, Sjørringvold Efterskole. Her har man i øjeblikket god plads på skolen, der har plads til 62 elever. - Jeg tør ikke at sige noget om endnu, hvordan det ser ud næste år. Men med de nye tider burde vi kunne starte med fuldt hus, siger forstander Paw Hansen. Stadig venteliste i Skyum Skyum Idrætsefterskole skiller sig ud ved - som den eneste i Thy - fortsat at have elever på venteliste mange år i forvejen. Næste skoleår er dog atypisk ved, at der er plads til nogle få piger.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.