EMNER

Lys over livet

PINSE:Efter et fantastisk og blomstrende forår står vi nu over for pinsen, hvor der traditionen tro er lagt op til en række aktiviteter i de kommende fridage med hygge og fest i det nordjyske. Desværre er det ofte de nedbrydende og ødelæggende begivenheder, der fylder så meget i det daglige.I Lars von Triers helt aktuelle og meget omdiskuterede film "Antichrist" får vi et indblik i nogle af tilværelsens dybe og mørke sider, hvor angst, frygt og ondskab er chokerende temaer i filmen. Vi må blot konstatere, at vi alle bliver mødt med livets udfordringer og kampe på den ene eller anden måde. Ude i den store verden er det efterhånden dagligdag med uroligheder, vold, sult, terror, krig og en stigende ondskab. Herhjemme har vi desværre også oplevet, hvordan den stigende kriminalitet, skyderier i gaderne, overfald og indbrud er kommet tæt på det danske samfund. Hvorfor er det i grunden sådan? Der er samtidig en stigende bekymring for fremtiden, hvor influenzaepidemi, finanskrise, klimaforandringer, krig og overgreb kan gøre os helt magtesløse. Samtidig er der skabt dybe kulturelle kløfter mellem mennesker og intolerancen er stor. Midt i alt dette kommer pinsen så med et livsbekræftende og varmt budskab til alle mennesker. Pinse er nutid og bringer lys og glæde i tilværelsen. Kristus besejrede alle de nedbrydende og ødelæggende kræfter, som raser ude i den store verden eller det mørke, der pludselig kan komme indeni os selv og skabe bekymring, angst og utryghed. Pinse betyder, at vi ikke er overladt til os selv eller skal prøve at opfylde en masse krav og regler for at bestå livets store eksamen. Guds kærlighed rækkes betingelsesløst ud til enhver. Livet er derimod en stor gave som vi må dele i opbyggeligt fællesskab med hinanden og Skaberen. I de rammer blomster livet på bedste måde og her kan pinsesolen virkelig danse. Livet får dermed både fremtid og håb. Glædelig pinse.