Lys på lager til bedre humør

Fødevarer 18. september 2002 08:00

NORDJYLLAND: Selv om kalenderen siger efterår, fortsætter sommeren tilsyneladende ufortrødent - godt på vej til at slå de seneste 130 års varmerekord for september, og det vil de fleste mennesker kunne mærke et stykke ind i det kommende efterår som bedre humør, end mørke måneder ellers byder på. Det er ikke varmen i sig selv, der gør underværker, selv om livet er lettere uden tungt overtøj og store støvler. Det er lyset, som følger med, og som på snedig vis oplagres som kemiske processer inde i menneskers hjerner, der gør underværker. Folk, der tager på solferier i vinterhalvåret, kender effekten: hjemme igen tærer man på virkningen og føler, man har fået et vitamintilskud. Desværre er effekten ikke evig. Solsystemet i denne sammenhæng udskyder starten på det dårlige humør, men oplagringen har ikke decideret langtidsvirkning. En finsk undersøgelse viser, at lysbehandlingen skal være ret konstant. Får vi ikke lys nok, opdager hjernen nemlig populært sagt ikke, at det er dag, og så går der kuk i den kemi, der tilpasser vores aktivitet til det tempo, der bestemmes af vores sociale liv, og man risikerer at udvikle en vinterdepression. Ca. hver tyvende dansker lider i mere eller mindre svær grad af vinterdepression, og længere nordpå er tallet endnu højere. I Alaska bliver hver tiende ramt af denne form for lysmangel, som typisk giver træthed, mangel på initiativ og engagement og en udpræget følelse af tristhed, som ikke har nogen anden ydre årsag. De fysiske gener svarer for en del til de søvnproblemer og den træthed, der kan følge med skifteholdsarbejde, og det ubehag, de fleste får i form af jetlag efter lange flyrejser på tværs af den sædvanlige døgnrytme, men for de fleste lysfølsomme personer er det tristheden, der fylder mest i det daglige liv. Når den sætter ind, kvæler den al initiativ, og selv om det altså er en kendt sag, at disse mennesker vil have godt af at komme ud i dagslys så meget som muligt og mindst en time midt på dagen, skaber depressionen en ond cirkel, så man ingenting orker - ikke engang det, der vil være til gavn for en selv. Når lyset svigter, påvirker det en række stoffer, bl.a. hormonet melatonin, som netop styrer søvnrytmen. Produktionen stiger på de forkerte tidspunkter - og så er nedturen begyndt. Også andre stoffer i kroppen, som ikke er påvirket af sollys, har betydning for humøret, bl.a. en række sporstoffer, der produceres af vigtige aminosyrer. Et af stofferne er noradrenalin, som ved hjælp af B6-vitamin omdannes til fenyletylamin, et stof, som også findes i chokolade - og derfor er det altså ikke bare almindelig sliktrang, der får folk i dårligt humør til at trøstespise netop chokolade. Det virker faktisk på humøret.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...