Lys på skolevej - det er klart

Som følge af den nye skolestruktur, er der nye problemer omkring skoleveje. Vi taler om transport til og fra skole, og ikke mindst en sikring/belysning af skolevejene.

I kommunens budget for 2012 blev der afsat ca. 3 millioner til sikring af skolevejene. Pengene skulle bl. a.bruges til cykelstier og på anden vis sikre udsatte strækninger, der opstod i forbindelse med den nye skolestruktur. Her kunne der klart blive tale om at opsætte gadelamper på strækninger, selv om de kunne komme til at stå uden for byskiltene. Det er med stor glæde, at jeg nu kan konstatere at partiet Venstre, i hvert fald nogle enkelte kommunalbestyrelsesmedlemmer af partiet Venstre, nu har givet udtryk for at de igen vil have lys på de strækninger, hvor der tidlige var etableret gadebelysning. Det er godt at sagen igen kommer frem, at der igen kommer lys på sagen. Det der kan undre er, at Venstre tidligere i enighed stemte imod at bevare gadelamper, der var opsat uden for byskiltene, og besluttede derfor at pille dem ned. Denne proces er endnu ikke afsluttet, jeg håber at den kan stoppes, og jeg håber at Venstre vil sætte lys op på mørke strækninger hvor der bevisligt er meget cyklende skoletrafik. Jeg har tidlige givet udtryk for, både i pressen og i byrådssalen, at det var en forkert beslutning der var blevet truffet, en beslutning der på nogle strækninger gav stor fare for, at der kunne ske uheld, bl a. på grund af dårligt vedligeholdte cykelstier. Som skrevet har jeg før påpeget problemet med de sorte strækninger, der nu er opstået efter at gadelamper er nedtaget. Det var især strækningen mellem Birkelse og Ryå, to bydele der historisk hører sammen, en strækning på 400 meter. Der er tale om bydele med fælles foreningsliv og et fælles kulturmønster. det er en meget brugt strækning, der bl.a. er en skolevej for børn fra området som skal bruge overbygningsskolen i Åbybro. Det er en strækning der er meget befærdet af cyklister der pendler mellem Åbybro, Ryå, Birkelse, børn som voksne. Afstanden er en passende længde at cykle for alle, det vil kun være rigtig sundt at bruge cyklen på den strækning, godt for sjæl og sundhed. Jeg har mine bekymringer for strækningen mellem Ryå og Birkelse, det sted har jeg godt kendskab til (jeg bor der). Men også andre steder er jeg blevet gjort opmærksom på problemer med sorte veje, Moseby, Skovsgård, Nørhalne, og der kan være andre steder i kommunen som jeg ikke har hørt om. Da der for nylig var indkaldt til orienteringsmøde om det nye skolebyggeri i Åbybro, var der forslag om forskellige placeringer. Vi i Socialdemokratiet var fuldstændig enige som parti i at Grøns mark skulle bruges til det nye byggeri, og det er så siden endt med at den samlende kommunalbestyrelse kunne bakke op omkring det forslag Socialdemokratiet kom med. Som lokalvalgt kommunalbestyrelsesmedlem vil jeg gerne fremføre at Ulveskov skole i dag er en del af Åbybro skole. Om føje år vil vore elever blive optaget fuldt ud under Åbybro Skole, en ny skole, der vil give optimale betingelser for de krav der stilles for en folkeskole i dag. År 2012 bliver et travlt år og et spændende år for Åbybro! En renovering af Åbybrohallen til 60 millioner. En ny skole - forberedt på fremtiden - bygges på Grøns mark, en byfornyelse, der igangsættes i 2012. Vi får nok at se til, og det er mit håb, at når der fra alle sider vises et godt engagement så vil tingene også få et godt udfald i 2012.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.