Naturvidenskab

Lysår bedre end forgængeren

Som en af kun to danske motorjournalister fik avisens udsendte lov til at prøve den nye Kia Rio. En bil, der markerer et stort skridt fremad for modellen

Prisen bliver altafgørende for, hvordan den nye Kia Rio klarer sig i konkurrencen med andre biler i klassen. Den nye Cerato er langt fra blevet den succes som koreanerne havde håbet på, og selv efter ,at den er blevet sat 10.000 kroner ned, er der for få kunder i butikken. Den fejl håber den danske Pressechef fra Kia, Jesper Werge, ikke gentager sig og han krydser da også fingre for at bilen, når den kommer til landet til september, holder en basispris på et stykke under 140.000 kroner. Gør den det lægger den sig et stykke under den nye Suzuki Swift og tæt på VW Fox med 1,4 liters motor. En bil, der tilmed er noget mindre og kun fås med tre døre. Der er nok enkelte, der ved, at der allerede eksisterer en Rio, men den er mildest talt ikke noget at skrive hjem om. Men den nye Rio er blevet lysår bedre end dem gamle. Problemet er, at det er konkurrenternes også. Tag nu bare den nye Swift, der styrer som en gocart og er blevet langt bedre eller den faceliftede Fabia, der godt nok koster 144.000 i billigste version, men som til gengæld oser af VW kvalitet. Runde linier Men tilbage til den nye Rio. Både i sedanversionen, der traditionen tro ikke bliver den store sællert herhjemme, og så i den fem dørs version, som de fleste danskere sværger til, er den designmæssigt blevet helt fiks at se på, uden vi af den grund ønsker at få designeren til at indrette vores hjem. Linjerne er runde og for og baglygter markante og moderne i snittet. Indenfor er der blevet ret god plads og to velvoksen mennesker på bagsædet er langt fra noget problem. På forsædet er der også god plads, og der er umiddelbart alt hvad man har brug for. Elruder, elspejle, et fint udformet instrumentbord og to praktiske kopholdere. Desværre er der ikke blevet råd til at lade rattet være både højde og længdejusterbart. Det er noget koreanerne generelt ikke lægger så meget vægt på og som heller ikke sidder i en langt dyrere Magentis. Sikkerhedsmæssigt er bilen udstyret med seks airbags og er dermed langt bedre udstyret end forgængeren. Om der kommer ESP som standard er endnu uvist. Optimistisk lød den danske pressechef desværre ikke. 1,6 liter er bedst På landevejen, eller rettere på banen ved testanlægget i Namyang syd for Seoul, havde vi mulighed for at teste bilen med 1,4 og 1,6 liters benzinmotor. Ikke helt alene, men med en koreansk co-driver, der vist ikke var vant til den måde vi kører, når vi tester biler. Da jeg gav mig til at lave undvigemanøvrer kiggede han panisk på mig og udbrød; "No no sir. It is not allowed". Lidt efter lidt tror jeg dog han resignerede og han var helt stille, da vi i 1,6 liters udgaven tog den yderste bane på testbanen ( der har en hældningsprocent på 41 grader ) med 190 km/t. Jeg synes jeg fik et glimt i bakspejlet af ham med lukkede øjne og foldede hænder, men det kan have været synsbedrag. Selv om den nye Kia Rio er langt bedre end forgængeren, er der ikke tale om en kørselsmæssig revolution i forhold til konkurrenterne. Den opfører sig som vi kender fra de andre koreanske biler. Undervognen er lidt blød efter vestlig standard, uden det dog af den grund føles kritisk, og gearskiftet er lidt løst uden at det føles decideret slasket. 1,4 liters udgaven vil sikkert række til manges kørselsbehov, men at dømme ud fra den første test, så er den 1,6 liters udgave med 110 hk et langt mere hensigtsmæssigt motorvalg. Den virker stærk og sender bilen af sted med fin acceleration. Og på motorvejen med 140 km/t er der langt mindre motorstøj i den, end tilfældet er i 1,4 liters udgaven. Diesel til pendlerne For pendlerne bliver der også mulighed for at vælge en dieselmotor. Det er en velkendt 1,5 liters sag. Om Rio bliver en storsællert eller et flop herhjemme er der som sagt kun en ting, der afgøre og det er prisen. Holder den sig under 140.000 kroner har man gjort et fornuftigt køb i den nye Kia, mens meget over sender køberne i retning af biler, der ret beset er mere moderne. Det kunne blandt andet være den nye Suzuki Swift. En bil, der netop er blevet prissat til 143.000 kroner for en tredørs med 1.3 liters motor. Men det ved vi meget mere om til september, når bilen dukker op herhjemme.