Lyse tider for mørkemænd

Er Nordjylland en udkant? Jo, det er Nordjylland vel - set fra den udkant, hvor København ligger. Men ligesom den, der har ryggen mod muren, skal gå fremad, står den, der bor i en udkant, samtidig på kanten af mulighederne. Forskellen er desværre blot, at det ikke er svært at mærke muren, men let at tage fejl af kanten til afgrunden og kanten til mulighederne.

Lokalpolitik 28. december 2007 21:28

Nordjylland står - måske - med ryggen mod muren, fordi planlæggere forudser, at regionen kan blive en del af den ¿den rådne banan¿. Det vil sige en landsdel, hvor udviklingsmulighederne er meget begrænsede. Forudsigelsen er, at al væsentlig udvikling sker på Sjælland og omkring Århus, Fredericia og Middelfart. I resten af landet bliver tempoet i middel fart - eller lavere. Region Nordjylland vil stille sig op på kanten til mulighederne med en udviklingsplan, som NORDJYSKE Stiftstidende fortalte torsdag. Planen peger på, ¿at Nordjylland kan være et internationalt laboratorium, eksperimentarium og testrum, hvor nye idéer og løsninger til fremtidens behov udvikles og afprøves¿. Og i samarbejde med kommuner, uddannelsesinstitutioner vil regionen bl.a. satse på at højne uddannelsen, få Nordjylland til trafikalt og digitalt at fungere som de forbundne kar, skabe kreative alliancer mellem natur, kultur, turisme og oplevelseserhverv ligesom der skal findes nye former for samarbejde mellem det offentlige og det private. Hvis staten ikke udvikler og investerer i udkantsområderne, ¿ender områderne med kun at rumme landbrug og frilandsmuseer. De trængte landsbyer vil dø én efter én,¿ vurderer lektor Gunnar Svendsen, Syddansk Universitet. Ja, mørkemændene går lyse tider i møde. Men regionsrådets næstformand, Niels Kristian Kirketerp (V), har fat i den lange ende af det psykologiske tov, når han siger til NORDJYSKE, at ¿vi skal lade være med at pive og klynke over udviklingen. Vi skal bruge nogle af de ressourcer, som vi har¿. Det kræver vilje blandt nordjyderne, det kræver økonomisk styrke i erhvervslivet, og det kræver, at Danmarks mindste region får tilstrækkeligt store politiske muskler. Udviklingsplanen har sine perspektiver. Nu skal der handling til, og da der næppe kommer hjælp udefra, skal de hårde nordjyske bananer selv slås for, at Nordjylland ikke bliver en rådden bananrepublik.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...