Lysere boksefremtid i Aalborg

- Masser af talent blandt de unge - de skal bare skoles rigtigt

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Lars Hammer Sørensen, Hobro, er i gulvet. Han blev stoppet af Mikkel Pedersen, Nordsalling. Foto: Torben Hansen

AALBORG:Amatørboksningen er i fremgang - og det går også mod bedre tider for de aalborgensiske boksere. Denne spådom er blevet understreget ved de seneste stævner, klubberne IK Sparta og AK Jyden har stået for, og blev i weekenden understreget, da Lindholm BK samlede 169 boksere til sin 11. Viking Box Cup i Solsidehallen i Nørresundby. Men nu bliver ordene sagt af ingen ringere end "bokseprofessoren", Aalborgs mest berømte bokser gennem tiderne, Børge Krogh, adskillige gange dansk mester, nordisk mester og dobbelt OL-deltager som amatør, og siden europamester som professionel, og på et tidspunkt rangeret som nummer to i verden i sin vægtklasse. Tilbage efter pause Børge Krogh, med rødder i AK Jyden, er tilbage i klubben som træner, efter at han har holdt en længere pause fra den metier grundet sit civile arbejde. - Jeg kunne ikke fortsætte som træner, da jeg blev inspektør på Klostermarken skole, men nu er jeg gået på pension, og så synes jeg, at jeg igen havde tid og kræfter til trænerjobbet, siger den nu 64-årige Børge Krogh. Og han ser ved selvsyn, hvordan ungdommen ikke alene møder op i stort tal, men også gør fine fremskridt i træningslokalet og i kampringen. Han havde seks Jyden-boksere med i Viking Box Cup, og kunne se tre af dem gå derfra med guldmedalje om halsen. Positiv udvikling Men også, når han ser generelt på udviklingen, er han positiv: - Jeg synes, kvaliteten er vokset, for jo, amatørboksningen har været nede i en bølgedal. - Men der er bestemt grund til optimisme, og jeg tror endda på, at de gode, gamle dage - som jo altid er de bedste - godt kan komme igen for aalborgensisk boksning. - Men det er vigtigt, at der hele tiden er trænere, som kan føre de unge talenter videre. Den rolle har han nu selv påtaget sig igen, og med 50-60 aktive til træning i Jyden, er det lige før, der er overfyldt. - Mange begynder blot for at træne, uden at ville bokse kampe. Men så får de smag for det. Og så er det vigtigt, at vi er nogle, som kan se på deres bevægelser, at de har talent, og så skal man naturligvis opmuntre dem og skubbe lidt på, så de kommer videre. Viking Box Cup et plus - Og her er en turnering som Viking Box Cup rigtig, rigtig god. Her får de unge afprøvet deres kræfter og niveau mod andre, på samme stade. Og det er vigtigt, at man hele tiden mærker, hvor man står, siger Børge Krogh. Finn Sørensen, træner i Lindholm BK og med til at matche de mange boksere, kunne med tilfredshed se tilbage på, hvordan man fik sendt i alt 165 af de 169 boksere i kamp. - Der var kun fire, vi ikke kunne matche, men heldigvis var det fire danske boksere, så alle udlændinge kom i kamp. Og det hele er forløbet virkelig godt. Ingen overmatchninger, så vi er meget tilfredse. I alt 12 nordjyske boksere tog guld, og her var Pandrup BK bedst med fire: Lasse carøe Larsen, Frederik Jensen, Torben Keller og Jim Andersen. Jyden tog tre guld, ved Frederik Christiansen, Sune Krogh og Jesper Christensen. Lindholm fik selv to guldvindere: Morten Fruensgaard og hans bror Kasper Fruensgaard. Sparta havde Januiar Issa som vinder, Bettina Hindsborg, Pugilist Frederikshavn vandt og det gjorde også Nikolaj Rasmussen, Orion Fjerritslev. Jesper Christensen, Jyden høstede æren som stævnets bedste bokser, Lasse Carøe Larsen fra Pandrup Bk blev udnævnt til bedste tekniker, mens Ali Hussein, Hvidovre blev tildelt prisen som bedste fighter. I forbindelse med stævnet blev 70-årige Bjarne Krogh, oprindelig Jyden-bokser fra sit 10. år, nu bestyrelsesmedlem i Lindholm BK, hædret med Danmarks Amatør Bokse Unions guldnål, overrakt af unionens formand Benny Jørgensen.