Frederikshavn

Lysere facade i den nye Colosseum-arkade

FREDERIKSHAVN: Hvordan kommer det til at se ud, det nye forretningscenter, der bygges op på ruinerne af Colosseum? Det kan man få et indtryk af på disse visualiseringer, som arkitektfirmaet Bjerg Arkitektur, har lavet. De adskiller sig en del fra de første visualiseringer af byggeriet, som tidligere har været bragt her i avisen og som kan ses på plankeværket omkring den store byggeplads. Facaden mod Strøget bliver lysere og mere åben. Forretningerne får facade dels ud mod Strøget, dels mod passagen gennem gården, som forbinder Danmarksgade og Parallelvej. Grunden skråner fra vest mod øst og niveauforskellen udnyttes i byggeriet, der bliver i flere niveauer. Øverst oppe indrettes tre-fire penthouselejligheder med tagterasser og udsigt over havet og byen. Som tidligere omtalt flytter Hennes & Mauritz ind i det nye indkøbscenter. Tøjkæden sætter sig på det største lejemål. TDC, der midlertidigt er flyttet til en pavillon på Kallstorvet, beholder lejemålet i facaden ud mod Strøget. Den nye forretningsarkade skal stå færdig til foråret 2006. - hac