Lysere tider på vej

Med et vellykket dansk formandskab og med udsigten til en anden fransk præsident, er jeg lidt optimistisk på EU's vegne.

To mærkesager for mig lige nu er indsatsen mod ungdomsarbejdsløshed og bevarelsen af EU-støtten til danske regioner. Mere end fem millioner unge europæere står i dag uden for arbejdsmarkedet. Det er især rigtigt slemt i de sydeuropæiske lande, hvor eksempelvis Spanien og Grækenland har mere end 40 procent arbejdsløse unge. Selvom det langt fra står så galt til i Nordjylland, så er ungdomsarbejdsløsheden på sit højeste i flere årtier. For nyligt vedtog Europa-Parlamentet en rapport, der sætter en positiv dagsorden ved at slå et slag for den europæiske ungdoms muligheder på arbejdsmarkedet. Rapporten opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme unges integration på arbejdsmarkedet gennem bedre vejledning til unge om deres erhvervsmuligheder samt oprettelse af praktik og lærepladser, der vil lette overgangen fra uddannelse til arbejdsliv. Jeg mener, det er altafgørende, at man skaber bro mellem uddannelsesverdenen og beskæftigelsesområdet, for eksempel som i Danmark, hvor arbejdsmarkedsparterne er med til at indrette erhvervsuddannelserne. Vi må ikke lade en hel generation i stikken. De unge er derimod vores vigtigste ressource, der skal bære fremtidens samfund. De såkaldte strukturfonde har haft stor betydning for, at vi i Nordjylland stadig kan give de unge anstændige uddannelses- og jobmuligheder. Støtten til regionerne for de næste år skal nu fordeles - herunder de millioner af støttemidler, som Nordjylland har fået gennem mere end 25 år. Jeg mener, at det har været af enorm betydning for den regionale udvikling, at vi har haft disse støtteordninger. Den omstilling og udvikling, Nordjylland har været igennem, har styrket erhvervslivet, Aalborg universitet, uddannelsesinstitutionerne, arbejdsmarkedets parter samt regionen og kommunerne. Således er Nordjylland i dag klar til fremtiden, men selvfølgelig under forudsætning af, at der fortsat investeres i vores landsdel. I det oplæg, der ligger til forhandling, kan der forsvinde op til 450 millioner kroner hvert år fra Danmark, og dertil kommer fire gange beløbets størrelse i medfinansiering. Hvis vi vil gøre alvor af at give de unge en ekstra hånd - som den nyligt vedtagne rapport i Europa Parlamentet lægger op til - så skal regionaludviklingsstøtten til Nordjylland fortsætte. Jeg vil godt være med til, at rammebetingelserne for at få støtte strammes op, således at der endnu mere end i dag fokuseres på de projekter, der skaber vækst, bæredygtig udvikling og arbejdspladser. Som hidtil skal der selvfølgelig også tages hensyn til de forskellige stadier, EU-medlemslandene befinder sig i - og derfor skal de fleste midler fortsat gå til de lande, der halter bagefter gennemsnittet. Men der er i høj grad brug for regionalstøtten i de områder af Danmark, hvor der er masser af kvalificeret og omstillingsparat arbejdskraft men for få jobs. Vi skal ikke længere tale i krisesprog og tro, vi kan løse fremtidens udfordringer med nedskæringer i uddannelse og sociale ydelser. Både Helle Thorning-Schmidt og den forhåbentligt kommende franske præsident Francois Hollande står fast på, at den sociale dagsorden og kvalitetsuddannelser skal bære EU frem - det er nye toner i EU, og det kan jeg kun være enig i. Ole Christensen er medlem (S) af Europa-Parlamentet siden 2004. Borgmester i Brovst i 1998-2002.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst