EMNER

Lyset giver glasset liv

Glaspuster Niels Chr. Olesen har sat livet og lyset i centrum i en ny altertavle til kirke fra 1200-tallet

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Altertavlen er kommet på plads. Motivet i vinduet er kornstrå – inspireret af, at Kvorning er et landbrugsområde

Allerede i 1870 blev det i en protokol på Nationalmuseet skrevet om altertavlen i Kvorning Kirke i Viborg Stift, at den er "fuldkommen smagløs og cassabel." Altertavlen var af egetræ, og den var prydet af et maleri med en scene fra Bjergprædiken. Den var angivelig fra 1600-tallet. Men altret er nu fortid. For tre-fire år siden besluttede menighedsrådet sig for at tage beskrivelsen i Nationalmuseets protokol bogstavelig. Der skulle vælges en ny altertavle til kirken, og når man nu skulle til at ændre noget så væsentligt i kirken, ville man også gerne have åbnet det gamle østvendte vindue bag altret for at få mere lys ind. Det lys spiller en meget stor rolle i kirkens nye altertavle. Menighedsrådet og biskoppen i Viborg Stift endte efter mange overvejelser for at vælge kunstneren og glaspusteren Niels Chr. Olesen i Skagen til at lave kirkens nye alter. - Jeg lavede for nogle år siden en døbefondstavle til Vorup Kirke ved Randers, og den kendte menighedsrådet, da de traf beslutningen, fortæller Niels Chr. Olesen. Altertavlen, som nu er sat på plads i kirken, indvies officielt af biskop Karsten Nissen 13. juli. 24 billeder - Tavlen består af 24 billeder i støbt glas og med motiverne klippet ud i forskellige metaller som kobber, en messinglegering med guld og sølv. Motiverne er hentet fra beretninger og fortællinger i Bibelen. Det er alle motiver, fra en livsbekræftende fortælling – fortællinger om glæden ved livet og, kan man sige, den lyse side af både livet og kristendommen, siger Niels Chr. Olesen. - Billederne er lavet af min kone, Grethe-Lis, og de er enkle direkte i deres fortælling. - Metalmotiverne er støbt ind i glaskvadrater som igen sidder i en ramme af massivt messing. - Glasset og billederne er imidlertid ikke det hele - det er lyset der, som en tredje part, skaber det endelige udtryk og som giver altertavlen liv og gør, at den hele tiden ændrer sig. Retningen, styrken og farven på lyset er bestemmende for, hvordan altertavlen ser ud - og det kan ændre sig meget i løbet af blot den tid, en gudstjeneste varer, ligesom det ændrer sig efter årstiden og tidspunktet på dagen, siger Niels Chr. Olesen.