Teater

"Lyset over Skagen" er god reklame - derfor støtter kommunen

SKAGEN KOMMUNE: Skagen-kunstnere er i fokus i en helt ny musical, der skal opføres i Skagen, i flere store danske musik- eller kulturhuse og måske også på turné i resten af Skandinavien. Det er ubetalelig reklame for Skagen. Så selvom børne- og kulturudvalget ikke sådan uden videre plejer at dykke ned i kassen med tillægsbevillinger, så gør de en undtagelse i dette tilfælde. Det drejer sig om tilskud til musical'en "Lyset over Skagen". Udvalget søger en tillægsbevilling i år på 200.000 kroner og vil næste år afsætte yderligere 200.000 kroner. Det samlede kommunale tilskud bliver således på 400.000 kroner - under forbehold af, at projektet gennemføres. Det samlede tilskudsbehov er næsten 23 millioner kroner. Indtil videre er der samlet cirka fem millioner fra diverse fonde. - Men det er også vigtigt, at vi giver projektet lokal opbakning. Kommunen skal give økonomisk støtte for at være med til at åbne døre til fonde og andre organisationer, siger formanden for børne- og kulturudvalget, Karsten Hemmingsen (V). - Vi glæder over det store og spændende projekt med store kunstnernavne. "Lyset over Skagen" handler om kunstnerne og folkelivet i Skagen. Det er meningen, at den skal have premiere i Skagen i 2007 - i forbindelse med Skagen Havns 100 års jubilæum. 50.000 i hele Skandinavien ventes at se musical'en. Blandt de medvirkende er Preben Kristensen, Jesper Lundgaard og Louise Fribo. Der er allerede udgivet en præsentations-cd med Aalborg Symfoniorkester og fire sangere, der har indspillet fire numre. Det er Nyt Dansk Musikteater i Århus, der producerer musical'en. toen