Turisme

Lysets Land 2010 er udkommet

Toppen af Danmarks store feriekatalog Lysets Land årgang 2010 er på gaden, og der er rift om de første eksemplarer.

- Spådommen om, at internettet efterhånden ville overtage den trykte guides funktion, holder bestemt ikke: vores gæster vil have konkrete, spændende forslag til oplevelser i hånden, udtaler formand for Lysets Land udvalget, turistchef Inger Grund Petersen, Sæby. Kataloget kommer i den periode, hvor Toppen af Danmark og flere turistchefer i området drager til messer i udlandet. - Vi ved af erfaring, at vi i de kommende tre måneder vil få rigtig mange bestillinger på guiden via internettet som følge af de kampagner og messer vi deltager i netop nu, siger hun. Planlæggerne af kataloget er ikke tvivl om, at det store fokus på klimaforandringer, terrortrusler og finanskrise betyder, at den miljøvenlige ferie med vægt på enkle og nære oplevelser i naturen, god mad og hyggelige bymiljøer vinder frem. - Og det er jo præcis det, vi er så stærke på i Toppen af Danmark året rundt, mener Inger Grund Petersen. Guiden rummer fortællinger om de forskellige turistområders særlige tilbud og ca. 500 temaopdelte oplevelser. Flere historier I løbet af foråret udgiver Toppen af Danmark et særligt katalog med børnearrangementer, kaldet Toppen i Børnehøjde, succesen med kataloget Den Gode Historie får formentlig endnu en udvidet udgave. Turistbureauerne indsamler netop nu arrangementer til de to guider.