Lysets Land - mit møde med kunsten i Skagen

Birte Overlade
Birtes Corner, Havneplads 12, Frederikshavn
Musicalen om malerne i Skagen får mange og store roser. Foto: Peter Broen
Natur 4. september 2007 06:00

KULTUR:På opfordring fra flere fortæller jeg her om endnu en oplevelse, jeg har haft i mit møde med kunsten på Skagen. For fem år siden besøgte jeg for første gang i hele mit nu 44-årige liv Skagen Museum. Drevet af sted af noget, jeg dengang ikke helt vidste, hvad var, blev jeg hurtigt udstyret med et årskort og vendte tilbage igen og igen. Til stor forundring for min omverden, der i mange år havde været vant til at se mig udstyret med arbejdstøj og træsko på den gård, jeg boede på sammen med min mand og min søn. Og til stor forundring for mig selv. Hvad er det dog, der kan drive et menneske til igen og igen at se stort set de samme malerier af de samme kunstnere på det samme sted i flere år, når man aldrig før har gjort det ? Der gik lang tid, før jeg fandt svaret. Men jeg fandt det. Alt sammen handlede det om Marie og Søren Krøyer. Ikke bare deres malerier, men så absolut også de mange historier, der gemte sig bag dem. Historier om to menneskers skæbner og nok ikke mindst om to menneskers lidelser ved at være de mennesker, de nu var hver især. En historie, der på flotteste vis netop er blevet levendegjort i musicalen ”Lyset over Skagen”. En musical, som jeg mirakuløst fik mulighed for at nyde. Takket være to fantastiske venner, der til fulde har forstået, hvad lige præcis disse skagenskunstnere kom til at betyde for mig i nogle yderst kritiske år af mit liv. Den oplevelse vil jeg hermed gerne dele med alle jer, der læser med. De første mange gange jeg kom på Skagen Museum vidste jeg stort set intet om familien Krøyer. Men der var specielt to malerier, der konstant fangede min opmærksomhed og som jeg dvælede længe ved: Museets absolut mindste og absolut største malerier. Det mindste malet i fællesskab af Marie og Søren Krøyer og det største, malet af Krøyer som noget af det sidste, han producerede inden sin død i 1909, nemlig Sankt Hans bålet. Disse to malerier blev min indfaldsvinkel til at dykke ned i den historie, jeg nærmest lærte at kende, som havde det været min egen. Det lille maleri er et samlet portræt af Marie og Søren, hvor de har malet hinanden. Marie, der er fremstillet som Krøyer altid så hende, lysende smuk, mens Maries fremstilling af Krøyer med et noget rødmosset ansigt nærmest virker afskyvækkende i al sin ærlighed. Et portræt af to mennesker, der afslører den enes afsky og den andens kærlighed. Alt i alt et særdeles uværdigt forhold, som Marie jo som bekendt tager konsekvensen af. En konsekvens, som Krøyer beskriver i Sankt Hans bålet, der fortæller om den smerte, han oplevede ved at miste Marie til en anden mand. Han var ved at brænde op indeni og udadtil ytrede det sig jo i nogle voldsomme, voldsomme reaktioner, som omverdenen havde svært ved at håndtere. På trods af dette respekterede man ham – han var jo den meget anerkendte kunstner. Modsat Marie, der kommer til at stå som den svigtende hustru, der burde have stået bag sin mand i hans svære sygdomsperioder. Selv om hun var en kunstnerisk talentfuld kvinde, undertrykte og nedgjorde Krøyer hende, som det meget fint fremgår af musicalen. Så meget, at hendes følelsesliv brænder ud. Han tvinger hende ud i utroskaben. Han tvinger hende til ikke blot at svigte ham, men også deres datter, Vibeke, der jo bliver boende hos Krøyer, efter Marie er flyttet til Sverige med Hugo Alfven. Faktisk en tragisk historie, som familien Anker jo danner stærk kontrast til, med deres rene familieidyl og respektfulde måde at omgås hinanden på. Her er der plads til, at begge ægtefællerne maler og kan bruge hinanden som inspiration og kritiker. Krøyers stærkeste kort i forhold hertil er Krøyers kunstneriske hurtighed, som på trods af alt indgyder ham den største respekt i kredsen. Men det betød også, at Krøyers tilstedeværelse forskellige steder, hvor der blev studeret motiver, var særdeles uønsket. Et faktum, der kan svække et psykisk presset menneske endnu mere og bringe ham til flere yderligheder. Så meget fik jeg ud af to malerier på Skagen Museum, men nu var min nysgerrighed vakt. Hvor boede de egentlig ? Jeg spurgte mig frem hos de lokale og de handlende, men faktisk var der ikke ret mange, der vidste noget om det. ”Et eller andet sted ude i plantagen”, lød det første svar. På min vej mødte jeg nogle forvirrede nordmænd, der spurgte mig, om jeg vidste, hvor Krøyers hus lå. Jeg grinede og sagde, at hvis de fandt ud af det, ville jeg gerne vide det. Jeg glædede mig som et lille barn til at skulle inden for og se, mærke, fornemme de rum, der havde dannet rammen om det liv på såvel godt som ondt, som de to mennesker havde levet med hinanden i årene 1895 til 1905. Jeg forventede en meget stærk og god oplevelse. Ikke mindst fordi jeg mente, at enkelte af Marie Krøyers kunstneriske udsmykninger af rummene endnu var bevarede. Den måde, hun omsatte sine kunstneriske talenter på, da hun mere eller mindre opgav at udtrykke sig på lærred. Efter flere besøg i Skagen fandt jeg det endelig, men nægtede simpelthen at tro på det, jeg så og hørte: Huset var utilgængeligt for turister. Skov- og Naturstyrelsen havde til huse derinde og der var adgang forbudt for uvedkommende i den have, som jeg så for mig til forveksling lignede den, Marie sidder i ved rosenbusken, mens Krøyer foreviger hende. Jeg var chokeret. Hvorfor i alverden anså man ikke netop denne vanvittige, men yderst produktive og højt anerkendte kunstmalers hus for værd at vise frem til offentligheden på lige fod med Drachmanns og Ankers huse ? Det spørgsmål har jeg endnu ikke fundet svar på, men kan jo så spørge jer, der læser med, om der er nogen af jer, der ved det. Da jeg var mættet af historien om Søren og Marie, fik jeg trang til at finde deres gravsteder. Søren Krøyers fandt jeg på Skagen Kirkegård med en stor og flot sten, som han fortjener det, mens Maries gravsted er at finde i Sverige. Det har jeg endnu til gode at se, men glæder mig vanvittig meget til at se ikke blot det, men også gården, hun boede på sammen med Hugo Alfvén og deres datter, Margita, indtil de bliver skilt i årene 1929-36. Jeg erfarede i løbet af min efterforskning, som, jeg lige her skal sige, er sket, sideløbende med at mit eget liv væltede totalt rundt, at Marie faktisk havde forsøgt at vende tilbage til Skagen og havde ønsket at købe Krøyers og hendes tidligere bolig. Grunden til, at det ikke blev til noget, husker jeg ikke helt, men måske der også her er nogen, der kan hjælpe mig lidt på vej. Måske var det disse uopklaretheder, der gjorde, at jeg mere eller mindre fravalgte i god tid at købe billet til musicalen. Af skræk for at skulle se en forestilling, hvor forherligelsen af Ankerfamilien skulle overskygge de mange spændingsfelter, som for mig er en helt naturlig del af det menneskelige væsen og af menneskelige forhold i det hele taget, valgte jeg den fra. I første omgang. Men en invitation til først at besøge Krøyers Hus med et lille forbudt besøg ind i den totalt tilvoksede og fredfyldte have, efterfulgt af en tur til bens gennem plantagen for endeligt at slutte af med picnic i Drachmanns Have som optakt til at opleve en musisk fortolkning af Ankers og Krøyers historie, den lokkede mere end min frygt for at blive skuffet. Og blev jeg så det ? Siddende på en af de bageste rækker med et fuldstændig frit og ugeneret udsyn over hele scenen, ja, så havde jeg alle muligheder for at følge med i alt, hvad der skete. I en forestilling, der brillerede med sine yderst enkle kulisser, der fuldstændig underbygger den ro, som forestillingen giver til at fremstille de lidelser og kvaler, som specielt Marie Krøyer gennemgår i sit ægteskab med Krøyer. Drachmann kunne sagtens have fyldt rigtig meget, men får heldigvis ikke lov til det. Alene med ham i centrum kunne der vist laves endnu en musical. Men han er med og særdeles synlig i sit hvide tøj og sine sjove hovedbeklædninger. Verbalt er han passiv, og det klæder helhedsindtrykket utrolig godt. Tak for det til dem, der ihærdigt har arbejdet på at sortere i den mængde af stof, der har været at vælge imellem. Tak til alle jer, der har lagt et kæmpestykke arbejde i at gøre gamle historier levende og nærværende på ny. I ord, musik, sang og bevægelse. Maria Lucia helt speciel skøn som Marie Krøyer. Blændende smuk, når hun synger ”Lysets Land”, som lyder i mine ører endnu. Lyset, som musicalen også forstår at fange ind. Ad teknisk vej med en virkelighedstro effekt. Det var simpelthen bare lysende flot.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...