Lysets syv spor

Dansk kunst i det 20. Århundrede

Mikael Wivel trækker med sit kæmpeværk et flot spor ned gennem den danske kunst de sidste hundrede år. Bogens små 1000 sider kunne antyde, at her er det hele med. Det er det selvsagt ikke og Wivel vil sikkert få en masse tærsk derfor, men ikke af mig, for bogen er båret af et engagement og en retning, som er livgivende og interessant. Wivel vælger, modsat så mange andre, ikke at begynde i traditionen for så at gå videre til modernismens brud netop med traditionen. I stedet for at tale om brud vil Wivel se kunstnerens kamp med traditionen som en Jakobskamp, hvor kunstneren, som den gamle patriark, opnår en velsignelse ved sin fastholden i dialogen med sine forfædre. Wivel gør dog ikke noget ud af, at Jakob også fik et slag for hoften, så han derefter var halt. Wivel vælger modigt syv kunstnere ud som udgangspunkter for de spor, han belyser. Og når man som Wivel vælger kun at vil tage få udgangspunkter og nærmest betragte det hele under en vinkel - lyset - og malerens forhold til det, så må der nødvendigvis være ting, der ikke er med, eller ting man savner: eksempelvis flere og større gennemgange af kvindelige kunstnere fra perioden. Og få gange er der også steder i fremstillingen, hvor man synes, det hele bliver for konstrueret bare for at få det til at gå op i sammenhængen, som når Heerup sættes i et spor med både Willumsen, Skovgaard og Bindesbøll, eftersom de alle udtrykte sig i forskellige materialer. Den havde jeg ikke set komme. Men måske er det mere end en tanke værd. Man kunne sagtens anfægte det udgangspunkt og mene, det er for lidt. Men til gengæld må man indrømme, at Wivel får meget ud af det undervejs. Han får skrevet meget nyt om de ældre kunstnere og man kan sagtens læse, at Wivel har sit hjerte ved den kunst, der arbejder og kæmper med de bibelske motiver og kristne begreber. Det er her, de allerbedste fremstillinger kommer frem. Hele fortællingen holdes som nævnt sammen af lyset og kunstneres brug og forståelse af det. De syv (mandlige!) kunstnere er Theodor Philipsen, der står for det impressionistiske lys, og L.A. Ring og det positivistiske lys. Det er Vilhelm Hammershøi, der står for det metafysiske lys, mens J.F. Willumsen har en symbolsk brug af lyset. Thorvald Bindesbøll står for det skabende lys, og Joakim Skovgaard for den kristne traditions lys, mens Niels Larsen Stevns lys er den personlige stærke tro. Disse syv kæmper mener Wivel så er de væsentligste i det 20. århundredes danske kunst, da de »lagde nogle spor ud, som siden er blevet fulgt og fortolket«. Og det er så dette lys, at Wivel finder kunstnere og kunsten, med hver sine træk af sporene i sig op til vor egen tid, hvor visse kunstnere får for meget opmærksomhed: Michael Kvium, Christian Lemmerz og Erik A. Frandsen. Men de slipper nu nådigt igennem Wivels nåleøje alligevel og får gode og fyldige ord med på vejen. Et minus hos bogen er, at den simpelthen er for stor. Rent fysisk. Den vejer ikke mindre end 4,4 kg. Og det vanskeliggør læsbarheden, for hvor skal man læse den henne, uden at ens arme går død førend læselysten? Sofaen er udelukket. Havde værket være i to eller tre bind havde det været nemmere. Men lad Dem ikke skræmme. Bogen er et must for enhver kunstelsker. Også selvom den kan ægge til modsigelse sine steder. Der er talrige illustrationer og alle i en god gengivelse, og dertil kommer, at de værker der bliver gennemgået, stort set alle er at se på samme side som teksten. Bogen kan efter læsning stå i reolen og derefter bruges som et opslagsværk, udstyret som den er med et meget fint noteapparat og henvisninger til mere litteratur. Det hele er skrevet i et flot sprog, som er lige til at gå til, uden at der slækkes på hverken kvaliteten, stilen eller meningen. Få danske kunstformidlere kan gøre Wivel kunsten efter. Bogen vil helt sikkert sætte sine egne spor i kommende bøger om dansk kunst i det 20.århundrede. Troels Laursen kultur@nordjyske.dk Mikael Wivel: "Dansk kunst i det 20. århundrede" 968 sider, 599 kroner Gyldendal.