Lysfabrikken Martin skærer ned

Fyringer hist og pist øger frygten for stor nedtur - Primært salget i Europa der er ramt af krisen.

Martin er en konjunkturfølsom virksomhed og kører traditionelt med store udsving i arbejdsstyrken. Arkivfoto: Peter Broen

Martin er en konjunkturfølsom virksomhed og kører traditionelt med store udsving i arbejdsstyrken. Arkivfoto: Peter Broen

Lysfabrikken Martin i Frederikshavn er ramt af finanskrisen Fredag afskedigede virksomheden 27 timelønnede, og dermed har lysvirksomheden i år reduceret medarbejderstaben med 135-40 ansatte til nu cirka 500 i Frederikshavn. - Vi tilpasser hele tiden styrken efter efterspørgslen, og på grund af den globale finansielle uro har vi været nødt til at sende yderligere 27 timelønnede ud, bekræfter økonomidirektør Lars Dige Knudsen, Martin Professionel. Den konjunkturfølsomme virksomhed med mange store kunder finansieret af banker og leasingselskaber har traditionelt kørt med store udsving i arbejdsstyrken, og Lars Dige Knudsen forventer da også, at der kan geares op igen. Godt salg til USA - Sjovt nok klarer vi os allerbedst i USA i øjeblikket. Det er primært salget i Europa, der er ramt, siger Lars Dige Knudsen. Men også andre virksomheder i Frederikshavn-området blev i denne uge ramt af afskedigelser. På Orskov Yard blev 19 timelønnede sagt op, og på Karstensens Skibsværft i Skagen var tallet 10 samtidig med, at en række underleverandører og lejefirmaer med udenlandsk arbejdskraft flagede ud fra værftet. På værfterne går forklaringerne dog ikke på finansiel krise. - Vi har fået et hul på grund af nogle omflytninger og udsættelser af reparationer, siger Jeppe Ørskov, der stadig har rekordhøj beskæftigelse med over 200 ansatte. Det samme har Karstensens Skibsværft med 240 medarbejdere og en ordrebog, der rækker to og et halvt år frem. Her er det ifølge direktør Tage Rishøj forsinkelser på leveringen af tre nybygningsskrog, der skaber en midlertidig afmatning i produktionen. Nervøs fagbevægelse I fagbevægelsen frygtes det alligevel, at det kun er toppen af isbjerget. - Vi får en del ledige ind i øjeblikket, kan såvel Dansk Metals lokalformand i Frederikshavn, Jørn Larsen, som a-kasseleder Jørgen Helledie, 3F Nordøstvendsyssel, fortælle. 3F afdelingen har foruden fyringssager også fire sager om arbejdsfordeling i gang. Byggeindustri i problemer På byggeområdet, er der fortsat en vis stilhed før storm, frygter formanden for TIB Nordjylland, Allan Winfeld. - Byggefagene går endnu fri, men på industriområdet er der problemer, så vi er bange for, hvad der kan ende med, siger Allan Winfeld og opfordrer kommunerne til at sætte gang i renoveringer af de nedslidte skoler. Formanden for Byggesocietetet Vendsyssel, Arne Harbo, afviser ordet krise. - Vi er i Vendsyssel, og her er udsvingene ikke så store. De meldinger, jeg har fra byggeprojekterende og håndværkere er, at vi ovenpå en overophedet tid er på vej mod 2005-niveau.