EMNER

Lysfestival med bredt underholdningsprogram

:Spot på kulturelle oplevelser i lysugen

FREDERIKSHAVN:Underholdning og kultur kan betegnes som "oplysning" i bred forstand. Således også Lysfestivalen, der indeholder mange spændende tiltag til at illuminere byen. Det bliver nemlig en god anledning til at betragte bygninger og pladser, som man, fra hverdagen, kender ud og ind, på en ny og anderledes måde. I forbindelse med de mange lysspecialisters arbejde med bygninger, vil der også være lejlighed til at høre dem fortælle om oplysning, og den første er Peer Østergaard, der på Martin Group A/S fortæller om, hvordan man anvender teknologien fra underholdningsverdenen i både moderne og klassisk arkitektur - en kig ind i fremtidens arkitektur der finder sted tirsdag den 23. marts. Dagen efter, onsdag den 24. er der officiel indvielse af Lysfestivalen, og derefter er der rundtur til de belyste bygninger og steder. Det er historikeren Erik S. Christensen fra Bangsbo Museet, der er guide under turen - og han vil fortælle om bygningernes historiske baggrund. Om torsdagen er der åbent hus hos Roblon, hvor arkitekt Bjarne Schläger fortæller om lys som kreativt designelement og Kenneth Munch fra Lysteknisk Selskab fortæller om dioder. Lysfestivalen slutter med et arrangement i Det Musiske Hus, hvor dommerkomiteen, der bl.a. består af arkitekt Bjarne Schläger, Kenneth Munch fra Lysteknisk Selskab, borgmester Erik Sørensen - og ikke mindst byens borgere skal kåre den bedst oplyste bygning. - Arbejdsgruppen bag Lysfestivalen er langt fra færdig med at få de mange brikker til at falde på plads - og meget vil blive tilføjet undervejs, så det endelige program for Lysfestivalen foreligger først i begyndelsen af marts, siger Tove Varmløse fra Teknisk Forvaltning. Kulturens førstemand har stor ros til overs for det lysende initiatv. - Jeg synes, det er utroligt glædeligt, at man i forbindelse med Kulturkommune 2004 - med Lysfestivalen - har formåer at lægge grunden til noget nyt i samarbejde med erhvervslivet og til gavn for hele kommunen. Oven i købet noget nyt, der kan pege fremad. For Lysfestivalen indebærer jo perspektiver, der riskerer at blive banebrydende og styekende for udviklingen af Frederikshavn Kommune både kulturelt og erhvervsmæssigt, siger Hans Ulrik Vadmann.