Frederikshavn

Lyssignal på Aalborgvej i Sæby

Skolevejene i Sæby og Strandby gøres klar til ny skolestruktur - i Sæby bliver der lyssignal på Aalborgvej

Cykelstien langs Strandbyvej forlænges på den anden side af Skagensbanen langs Strandvej og ned til Strandby Skole. Arkivfoto: Bent Bach

Cykelstien langs Strandbyvej forlænges på den anden side af Skagensbanen langs Strandvej og ned til Strandby Skole. Arkivfoto: Bent Bach

SÆBY-STRANDBY:Arbejdet med at sikre skolevejene i Sæby og Strandby er i fuld gang.

En del elever skifter skole som følge af den ny skolestruktur, og arbejdet med at sikre skolevejen skal være færdigt, inden eleverne møder igen efter sommerferien.

I Sæby skiller skoledistriktet i dag ved Sdr. Ringvej, men fra næste skoleår fordeles eleverne med 0.-4. klasse på Sæby Skole og 5.-9. klasse på Sæbygaardskolen.

Det betyder, at en del elever skal krydse Aalborgvej. Her laves et signalanlæg ud for Sæby Bowlingcenter, så elever og andre fodgængere eller cyklister, der skal krydse hovedvejen, kan trykke sig ind og aktivere lyssignalet.

Lyset skifter kun, når der er behov for det. På den måde generes trafikken på den trafikrede Aalborgvej mindst muligt.

Det er samme princip, som på Finnsvej i Frederikshavn.

Krydsheller og cykelsti

Midt på Aalborgvej bliver der en krydshelle, og lyssignalet udstyres med nedtællingssignal, så de bløde trafikanter kan se, hvornår signalet skifter fra grønt til rødt.

I krydset Sdr. Ringvej-Rosenvej bliver der en hævet flade, og i rundkørselen ved Sdr. Ringvej-Toldbodvej ved slagteriet bliver der dobbeltrettet cykelsti hele vejen rundt.

Samtidig laves en krydshelle på Sdr. Ringvej i ”benet ned mod havnen” og en dobbeltrettet cykelsti mod Sæby Skole.

- Når det ikke kan være anderledes ...

Byrådsmedlem Lars Oldager (DF) havde hellere set, at cykelstien blev ført under hovedvejen, men det er der ikke flertal for.

- Jeg så allerhelst, at man undlod at fordele børnene på de to sæbyskoler, men flertallet bestemmer i det repræsentative demokrati, og kan det ikke være anderledes, er det en acceptabel løsning siger Lars Oldager.

Han forudser, at der kan blive trafikale problemer om morgenen, når endnu flere forældre fremover kører de yngste elever til Sæby Skole.

Desuden indebærer den ny skolestruktur det problem, at eleverne på Sæby Skole ikke er gamle nok til at være skolepatruljer. De skal komme fra Sæbygaardskolen. Det betyder forskudte ringetider og endnu mere trafik mellem de to sæbyskoler.

Fra Elling til Strandby

Eleverne fra Elling Skole starter efter ferien på Strandby Skole. Her er der cykelsti fra Bannerslund hele vejen langs Strandbyvej til jernbaneoverskæringen.

Her laves en krydshelle over Jernbanevej, og desuden en dobbeltrettet fællessti på østre side af Strandvej ned til skolen.

Kommunen er i dialog med beboerne på strækningen, da noget af arealet, hvor stien er planlagt, ligger på privat grund.

Umiddelbart efter indkørselen til Nymarksvej føres cykelstien ind til cykelskurene, så eleverne ikke skal omkring hjørnet ved Skolevej.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.