Lystbådehavnen lokker turister til Mors

Lystbådehavnen i Nykøbing har indtil nu haft 2233 gæstesejlere og autocampere på besøg - det er 56 flere end på samme tid sidste år

Gerda Buhl Andersen
Frederik Guldhammer Rasmussen betaler for diesel, inden sejlturen igen går hjemad efter nogle dages besøg i Nykøbing.Foto: Bo Lehm
Morsø 29. juli 2015 09:38

NYKØBING: Selv om vejret denne sommer ikke i samme grad som sidste år har lokket til udeliv, så har lystbådehavnen i Nykøbing også i år haft godt besøg af både lystsejlere og autocampere.

- Til og med 26. juli har vi haft 2233 gæster. Sidste år lå besøgstallet på samme tidspunkt på 2177. Så vi er 56 overnatninger foran sidste år, siger havnechef Gunnar Damkjær.

Antallet af sejlere er dog faldet en smule.

- Sidste år havde vi 26. juli haft 1919 sejlere på besøg. I år har der været 1896. Det er 23 færre end sidste år. Til gengæld er antallet af autocampere steget med 79 fra 258 sidste år til 337 i år, fortæller havnechefen.

Andre danske lystbådehavne har i år oplevet markante fald i besøget af sejlende turister, men Gunnar Damkjær mener, der er flere grunde til, at lystbådehavnen i Nykøbing også i år er ganske godt med, selv om antallet af gæstesejlere er faldet en smule i forhold til sidste år.

- Nykøbing ligger godt placeret som transithavn. Det er fint at ligge her læ for vestenvinden og vente på at kunne sejle videre. Og hvis sejlerne må blive et par dage ekstra, så er der meget, de kan foretage sig, mens de er her. Byen og gågaden ligger tæt på lystbådehavnen, og de sejlende gæster besøger også gerne Jesperhus, siger Gunnar Damkjær.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...