Museer

Lystfiskerdag på Boldrup Museum

Ålestrup Lystfiskeriforening og Viborg Sportsfiskerforening stiller fiskevand gratis til rådighed, så alle interesserede kan prøve lykken i Simested Å

Lystfisker Peter Madsen med en stor havørred på 6,6 kilo fanget i Simested Å nabo til Boldrup Museum. Privatfoto

Lystfisker Peter Madsen med en stor havørred på 6,6 kilo fanget i Simested Å nabo til Boldrup Museum. Privatfoto

Lev længere - tag ud og fisk! - De irske munke vidste det allerede for mange hundrede år siden, at den tid, der bliver brugt på lystfiskeri, lægges sidenhen til levealderen, når livsregnskabet gøres op. Søndag 17. maj er det muligt for interessserede at afprøve teorien, når det landsdækkende arrangement ’Lystfiskeriets Dag’ løber af stabelen. Her deltager Boldrup Museum med sin beliggendhed ved Simested ådal. Som de tidligere år er det museets skoletjeneste, Ålestrup Lystfiskerforening og firmaet ’MB jagt – fiskeri – fritid’, der er gået sammen om at lave en spændende dag for lystfiskere i alle aldre. I lighed med de foregående år stiller både Ålestrup Lystfiskeriforening og Viborg Sportsfiskerforening på denne dag deres fiskevand gratis til rådighed, så alle har mulighed for at få lov til at dyppe snøren i næsten hele Simested å, der er et af landets mest berømte ørredvandløb. De gratis fiskekort til dagens fiskeri kan afhentes på museet hele dagen. Alle voksne lystfiskere i Danmark skal dog indløse det landsdækkende fisketegn, før de drager af sted med fiskestangen. Skulle fangsten glippe, vil der dagen igennem med jævne mellemrum blive renset ørreder, der puttes i museets røgeovne, og som publikum så senere har mulighed for at smage som lækre, nyrøgede delikatesser. I den nye skolestue på museet vil der hele dagen blive bundet fluer, lavet flod m.m., og mon ikke også der vil blive fortalt en enkelt lystfiskerhistorie? Sandhedsværdien må publikum selv dømme om. ’MB jagt – fiskeri – fritid’ har lavet en lille udstilling med noget af det udstyr, en lystfisker kunne få brug for, og der er også gode råd af hente hos Allan, der til daglig står for fiskeafdelingen i butikken i Hobro. Er besøgende mere til vildtkød end fisk, vil der også blive demonstreret, hvordan en rågeunge kan blive til en lækker delikatesse i flødesovs. Arrangementet søndag indledes kl. 10 og slutter kl. 16.