EMNER

Lystfiskere er utålmodige

SÆBY:For Sæby og Omegns Lystfiskerforening er det uforståeligt og meget utilfredsstillende, at der endnu ikke er fundet en løsning på fiskenes passageforhold ved Sæby Vandmølle. - Det er simpelthen skrækkeligt, at vi lokalt ikke kan blive enige, siger foreningens formand, Jesper Christensen, som frygter at EU i sidste ende vil lovgive om faunapassager og at der dermed slet ikke tages hensyn til bevaring af de kulturelle værdier. - I vores forening er vi jo ikke imod at bevare kulturværdierne ved vandmøllen. Men loven siger altså, at der skal sikres fri faunapassage, og derfor må vi da kunne finde en løsning, som tilgodeser både fiskene og de kulturelle værdier, siger han. Nordjyllands Amt, som har arbejdet med sagen i flere år, har foreslået tre løsningsmodeller: Lige fra hel til delvis fjernelse af stemmeværket. Sæby og Omegns Lystfiskerforening vil være godt tilfredse med den "milde" løsning: nemlig at fjerne kun en tredjedel af stemmeværket. Men de modstridende parter ønsker ikke at gå på kompromis og i det hele taget ændre på noget som helst ved vandmøllen. - Derfor forstår jeg ikke, at amtet ikke bare træffer en beslutning. Hvorfor skal vi lokalt spilde tid på at finde en løsning, når vi ikke engang kan tale sammen?, siger Jesper Christensen. Dog mener turistchef Inger Grund Petersen, at der nok kan findes en løsning, som tilgodeser begge parter. - Selvfølgelig skal der findes en løsning, så fiskene ikke bliver såret eller dør. Man kunne for eksempel lave en anden slags fisketrappe og ændre strømmen. På den måde kan vi bevare miljøet omkring vandmøllen, siger hun. Jesper Christensen tvivler dog på, at der opnåes enighed lokalt, og er derfor glad for, at amtet nu melder en endelig tidsfrist ud, så der under alle omstændigheder bliver truffet en beslutning af amtet til foråret.