EMNER

Lystfiskeriforening vil have de unge på krogen

Lystfiskeriforening holder fiskeskole for egnens ungdom

BRØNDERSLEV:Lystfiskerforeningen vil have de unge på krogen I Brønderslev Lystfiskerforening vil man gerne have flere unge medlemmer, og derfor kaster forenings ungdomsafdeling nu en lokkende madding ud, som man er sikker på, de unge bare ikke kan sige nej til. Det, der skal få de nye medlemmer på krogen, er en ørredtur til Ny Torup Fiskepark i samarbejde med Fiskeskolen fra Danmarks Sportsfiskerforbund, samt et godt tilbud om medlemskab, der bl.a. indebærer, at man får et komplet fiskesæt, så man er klar til at fiske. Turen til Ny Torup Fiskepark finder sted søndag, og inden de unge går i gang med fiskeriet, får de en grundig instruktion, så de er godt rustede til at tage kampen op med søens ørreder. Deltagerne behøver ikke vide noget om sportsfiskeri på forhånd, og de behøver heller ikke have grej med, for fiskegrej er nemlig en del af den pakke, de får, hvis de melder sig ind i foreningen. - Vi tilbyder de unge at få medlemskab for en lav pris, og tager de imod tilbudet, får de et komplet fiskesæt med stang, hjul og line, siger Thomas Kjelgaard fra Brønderslev Lystfiskerforening og forsætter: - De får også Fiskeskolens cd-rom med masser af tips om fiskeri, de får bladet Sportsfiskeren hver måned, og de får selvfølgelig lov til at fiske i alt vores fiskevand og komme med på vores klubaftener og ture.