Lystfiskernes formel 1

Det er fint at ungerne fanger en aborre eller en bækørred, men for de hardcore tæller kun én fisk.

Jakob Gammelgaard,
Brian Pedersen med sin første havørred på 3,5 kilo. Det var nok til at vinde konkurrencen. Foto: Hans Ravn
Motorsport 14. september 2009 15:15

Kroppen ryster, hjertet galoperer og adrenalinen pumper i blodet. For Brian Pedersen sker det fredag nat. Den eftertragtede fisk bider på den døde skalle han bruger som madding. Ret hurtigt får han den halet ind til bredden, han hopper ned i åen og får skovlet krabaten på land. - Det er en fantastisk følelse, som overgår det meste, konstaterer Brian Pedersen. Det viser sig senere at være årets største havørred ved Uggerby-å-cup, der i weekenden samlede 152 lystfiskere. omkring Bindslev Gl Elværk . Der er priser til den første, største, mindste, eneste, fiskeart men for de hardcore lystfiskere er det kun havørreden, der tæller. - Det er lystfiskernes formel 1, konstaterer Hjørrings grønne guide, og ivrig fisker i den arrangerende forening, Sportsfiskerforeningen for Hjørring og Omegn, Carsten Bregnhøj. Havørreden vandrer lige nu fra havet op i å-systemerne for at gyde. De er som regel ekstra store her i Vendsyssel, men svære at fange. De er nemlig ikke særlig sultne, så de skal tirres, provokeres og drilles til at bide. Vågen i tre dage - Jeg har ikke sovet i tre dage. Jeg har bare fisket og så passet mit arbejde som kok ind imellem, fortæller Brian Pedersen, da han søndag får sig en velfortjent fadøl, og stolt kan konstatere, at hans første havørred på 3,5 kg er nok til at løbe med førstepræmien, som er fiskegrej for 10.000 kroner og en check på 2500 kr. Hans makker Kasper Holm Pedersen fik også den helt særlige fornemmelse i kroppen. Han fik en havørred på 2,3 kg, hvilket sikrede ham andenpladsen. - Det er bedre end det andet, du ved. Og så tager det længere tid, konstaterer Kasper Holm Pedersen, der gerne ville fiske hver dag, hvis han kunne få lov til det hjemmefra. De 10 havørreder, der denne weekend er bidt på er ikke så store, som de plejer, hvor snittet normalt ligger på omkring fem kilo. Det skyldes formentlig, at der ikke er så meget vand i åen. Det er også tid til lidt hån. Carsten Bregnhøj peger på et medlem, det vovede sig tilbage med en ellers pæn rødplettet bækørred. - Han troede i mørket, at det var en havørred, så vi har talt om at male røde pletter i ansigtet på ham, mens han sover.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...