Teater

Lystig panik på nettet

HVORNUM:Hvornum forsamlingshus tager sædvanen tro tidligt hul på dilettant-sæsonen. I år sker det med lystspillet "Panik på nettet" skrevet af Marianne Hesselholt. Janni Ramsdahl har instrueret forestillingen, som får premiere i forsamlingshuset lørdag 2. november. Forinden er der generalprøve fredag aften. I en dekoration fra trediverne udspiller den lystige handling sig i nutiden. Hovedrollen har ungkarlen Anders, der bor på Højgården sammen med sin 80-årige mor Marie. Og Marie har aldrig tilladt sin søn at føjte. Men da Anders fylder 50, mener han, at tiden nu er inde til at frigøre sig fra moderbindingen. I første omgang får han moderen smittet med salmonella, så hun bliver sengeliggende for en tid. Siden anskaffer han sig en computer for at få pigekontakt via internettet. I forvejen er der rift om ungkarlen fra de lokale ungmøer, der har erfaret, at Anders er arving til en millionformue. Hvordan den net-forviklede kærestejagt udvikler sig skal ikke røbes. Derimod er det ingen hemmelighed, at publikum efter lørdagens premiere kan nyde tag-selv-bordets glæder. Efterfulgt af en svingom til Mogens Dams lystige tangenttoner.