Lystigt haikupruttende samlinger

Peter Vrist Rønn

Peter Vrist Rønn

HAIKU Peter Vrist Rønn ”Haiku og kul” Lars Mønster ”Det synlige nu” # # ¤ ¤ ¤ ¤ De seneste år har budt på rigtig mange haikudigtsamlinger, både fra amatører og anerkendte forfattere; det er måske eksistensens åbenhed over for nuet og fortabelse i en sig-viden-ud i det universelle, der trækker. Men haikuen er en umådeligt vanskelig genre. Det var tydeligt med for eksempel Tafdrups eksistentielt tunge og noget anstrengte haikudigte i ”Boomerang”, der udkom sidste år, men det er også tydeligt med de to samlinger, som jeg sidder med foran mig nu. De får begge to stjerner, men det er forskellige to stjerner. Begge forfattere gør deres bedste for at opfylde det rent formale med 5-7-5 stavelser fordelt på tre linjer, ligesom Tafdrup gjorde det. Men det siger så også noget om digtsamlingerne generelt: de er for bundet til de formale krav til det rigtigt bliver interessant; faktisk er det jævnt kedeligt hele vejen igennem. Rønns samling består af 31 haikuer (spejlet i samme antal kultegninger, der er omtrent lige så monotone som digtene), der for størstedelens vedkommende pejler sig ind på natursansningen. Men enkelte beskæftiger sig med tykke mænd og gummisko. Nuets skarptskårne universalsansning bliver bare aldrig rigtig nærværende. Mønster har på den anden side fået ros for sin tidligere haikusamling, ”Betal med døden”, men i ”Det synlige nu” synes jeg ikke umiddelbart, at der er meget at rose. Selvfølgelig er fokus (som titlen også siger) på nuet, men det siger vel sig selv, når vi taler haiku? I modsætning til Rønn er Mønsters sansninger viklet ind i Roms drømske liv. Og vi undgår da heller ikke lidt sydlandsromantik over feriebyen. Begge digtere arbejder også med eksistentielle haikuer, og heraf vil jeg citere to. Først Rønn: ”Køreplan tabes dine fødder sejler væk så tæt på døden” og så Mønster: ”Små stjålne kærtegn åndedrag for åndedrag åbner sig indad.” Hvor Rønns haiku konfronterer en øjensynlig absurd tilværelse med dertil hørende tab af mening (tak skæbne hvor jeg dobbeltkonfekterer), isolation og dødsbevidsthed (vel alt i alt bare angst?), dér lader Mønsters haiku til at være mere enkelt og optaget af nærhed til en elsket – eller i hvert fald begæret anden. Men begge steder kommer (digter) jeget til at stå i vejen for den rene, tilstedeværende og opmærksomme sansning. Det bliver for occidentalsk, sgu. Vi i vesten er så håbløst spundet ind i jeget, sindet, refleksionen osv., og derfor er det sjældent, tror jeg, at et vesterlandsk haiku lykkes. Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på Poul Borums mesterværk ”Poetisk modernisme” fra 60’erne, hvori han fremhæver Gary Snyders haiku ”Kirsebærblomster”, her i Borums oversættelse: ”Bonden ser aldrig op kvinden serverer saké turisterne brækker sig eller sover.” Se det er sansningens rene væren. Det er zen. Det kan de lystigt haikupruttende danske digter (e/spirer) lære et og andet af. For det drejer sig om ikke at følge det formale slavisk, det er ikke de formelle strukturer, der gør et haiku, men at indfange og videreformidle nuet og den opmærksomme væren indlejret i det – og det er alt sammen taget ind med sansningen, dvs. kroppen og ikke indviklet af hjernen. Christian Stokbro Karlsen kultur@nordjyske.dk Peter Vrist Rønn ”Haiku og kul” 64 sider, 75 kr. Anaconda Forlag Lars Mønster ”Det synlige nu” 130 sider, 200 kr. Forfatterforlaget Attika