EMNER

Lystsejler fandt17-årig druknet

Liget af eftersøgte Mads Vestergaard flød i Limfjorden.

I går aftes blev en uges angstfuld venten til frygtelig sikkerhed: Den 17-årige Mads Vestergaard er død. Næsten en uges intens søgen efter den unge mand endte i går, da en lystsejler klokken lidt i seks fandt et lig midt ude i Limfjorden ud for Grønlandshavnen. Klokken 17.56 alarmerede han politiet. Falck og politiet satte straks en gummibåd i vandet ved Hesteskoen for at bjerge Mads Vestergaard. Imens ventede andre Falckfolk og en af hundepatruljens folk ved stranden og spejdede ud til gummibåden. - Vi må bare håbe, at det er ham, sagde politibetjenten, der selv har deltaget i den intense eftersøgning af Mads Vestergaard, inden liget blev bjærget i land. - Så kan hans forældre i det mindste få vished. Samme tanke gik igen hos de fire-fem personer, der tilfældigvis befandt sig på stranden, da Falck og politiet dukkede op. - Det er forfærdelig tragedie, men det er godt, hvis eftersøgningen endelig er slut, lød det. Omkring klokken 20 i aftes kunne politiet ifølge vagthavende ved Aalborg Politi fortælle, at man havde underrettet de pårørende. Mads Vestergaard forsvandt natten til søndag efter at han var til en privat fest i Aalborg. På vej hjem til Nørresundby faldt han i søvn i bussen og stod først af i Vester Hassing. Lidt senere ringede han hjem til sin far og fortalte, at han befandt sig på en mark; men ikke helt var klar over, hvor han befandt sig. Herefter faldt telefonen ud. Siden har politiet med hjælp fra Falck, SAR-helikopteren og hjemmeværnet ledt efter Mads i området omkring Nordjyllandsværket, hvortil man havde pejlet mobilsamtalen. I går indstillede politiet eftersøgningen; da det gik ud fra, at Mads Vestergaard var faldet i vandet ved Nordjyllandsværket. Den formodning syntes nu at være blevet bekræftet.