Lyt til den ledige

Anerkendelse og intensiv hjælp fører til job for hver anden langtidsledige

Arkivfoto <i>Grete Dahl</i>

Arkivfoto Grete Dahl

NORDJYLLAND:Egentlig er det oplagt. Hvis ledige mødes med anerkendelse, bliver behandlet som individer og får hjælp til at udvikle de kompetencer, de i forvejen har, er vejen tilbage på arbejdsmarkedet så meget lettere.

Ikke mindst, hvis de har adgang til vejledere, der ved, hvor der er job og relevant uddannelse at finde. Det viser et nordjysk projekt for langtidsledige, der er blevet udvidet i flere omgange på grund af sine markante resultater.

Siden 2012 har 441 ufaglærte langtidsledige deltaget i projekt Kvalificering til nye job. De har været ledige op til 11 år og har typisk meget lidt uddannelse med i bagagen. Alligevel kommer hver fjerde i ordinært job efter bare tre måneder. Efter to år er det næsten hver anden. Mange gange skal der kun en smule uddannelse til at bane vejen til et job.

Pengene er hurtigt tjent ind

Uddannelse, som de ledige ofte tidligere har fået afslag på, kan projektleder Dorte Kronborg fra AMU Nordjylland fortælle.

- ”Kan jeg virkelig få den her uddannelse”, siger de så helt vantro, fordi de har spurgt igen og igen og fået en afvisning.

Projektet kan trække på EU-støttekroner.

- Men den gennemsnitlige pris for at flytte de ledige fra a til b er lynhurtigt tjent ind. Man kan flytte mange for færre midler, end man går og tror. Hvis man plukker fra forskellige skolers tilbud og kigger lidt længere geografisk, kan meget lade sig gøre til en rimelig pris, pointerer projektlederen.

De langtidsledige har i gennemsnit deltaget 20 uger i projektet. Her har de haft adgang til vejledere med et dybt kendskab til mulighederne for voksen- og efteruddannelse. Vejledere, der, ifølge en pjece om projektet, ”fra dag et betragter hver enkelt deltager som et individ - ikke som en del af en kategori, der forbindes med noget negativt”.

Interesse ude i Europa

Ifølge Dorte Kronborg er projektets resultater blevet bemærket vidt omkring.

- Projektet er blevet præsenteret både i Danmark, Europa og Norden. Det har bidraget til beskæftigelsesreformens fokus på realkompetencevurdering, og det danner baggrund for et nyt projekt, som parterne bag ”Kvalificering til nye job” forsøger at etablere.

AMU Nordjylland har været tovholder bag projektet, der har bygget på et samarbejde mellem nordjyske jobcentre, uddannelsesinstitutioner, a-kasser, lokale beskæftigelsesråd og erhvervsråd.

EU har støttet projektet med knap 20 millioner kroner.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.