Lyt til kritikken og hold et borgermøde

Lokalpolitik 13. marts 2003 07:00

SOLGÅRDEN: Indenfor de sidste par uger har jeg været i kontakt med rigtig mange mennesker, bl.a. i forbindelse med den lokalhistoriske billedudstilling, foredragsaften på Fjerritslev Skole og andre steder. Desuden er jeg blevet kontaktet af en hel del borgere i byen, når jeg f.eks. har været på indkøb. I alle tilfælde har jeg mødt en stadig stigende modstand mod den nuværende plan for byggeriet på Solgården. Jeg har talt med mennesker, som jeg knapt kendte, som har standset mig og givet udtryk for deres utilfredshed imod kommunnalbestyrelsens beslutning om placering af "kolossen" foran den nuværende og flotte hovedbygning. Her har jeg også en lille mistanke om, at arkitekten på byggeriet gerne vil, at hans "hus" skal frem i forreste linie, og den ide har han så været dygtig til at sælge til kommunalbestyrelsen. Borgmesteren har været inde på, at borgerne måske har været for dårligt informeret om byggeriet, og det er sikkert helt rigtigt, men nu kan man i dagens avis læse, at der ikke arrangeres borgermøde om sagen. Hvis kommunalpolitikerne ikke tør møde borgerne i denne sag NU, så bliver det absolut ikke nemmere for dem ved næste valg. Kære læser, såfremt du også er modstander af de nuværende byggeplaner, så giv kommunalpolitikerne en opfordring til at genoptage sagen til ny drøftelse, og det skal du gøre hver gang, du møder en af dem. Det kan ikke passe, at de helt og holdent kan sidde mange borgeres utilfredshed overhørig. Til kommunalpolitikerne: Tænk på, at I måske engang selv er brugere af Solgården.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...