Lyt til V-formand

LÆSERBREV

SKOLELUKNINGER:Jeg har en opfordring til Venstres byrådsmedlemmer. Lyt til jeres formand, Niels Juel Nielsen. Det var med stor glæde og interesse, jeg læste Venstres formands indlæg i det nyligt udkomne blad: "Rebild - set fra Venstre". "Troværdighed og anstændighed overfor vælgerne må være en forudsætning for at få den tillid, der skal til for at regere dette land". Dette gælder vel også for politikere i Rebild Kommune? "Et løftebrud er ganske simpelt uredeligt". Vi kunne ikke være mere enige. Hvor er det dejligt. Jeg håber at Venstres gruppe i byrådet lytter til deres formand, og husker på det, når den endelige beslutning skal tages vedrørende kommunens folkeskoler, så kan vi i landsbyerne se frem til at bevare vores skoler. Niels Juel Nielsen skriver videre, at Rebild Kommune klarer sig rigtig godt i den seneste DI-rapport. Det er jo dejligt. Han må også have bemærket, at Hellum skole ligger helt i top, da den seneste Rapport om skolevæsenet udkom. Videre skriver han, at "…det betyder noget, når man den ene gang efter den anden placerer sig i den bedste ende af skalaen. Ligeledes er Rebild Kommune også blevet kåret som en kommune, man gerne vil bo i". Hellum Skole har placeret sig i den bedste ende af skalaen, og Hellum skole er en skole, mange gerne vil gå i - 25 % af eleverne kommer udefra. Venstre må kunne se mange gode grunde til at bevare Hellum skole.