Hospitaler

Må blive flere dage på sygehuset

Inga Houmann har i to uger været klar til udskrivning, men strejken holder hende på sygehuset.

Inga Houmann (tv.) sammen med afdelingssygeplejerske Lene Fisker på sin enestue. Foto: Bente Poder

Inga Houmann (tv.) sammen med afdelingssygeplejerske Lene Fisker på sin enestue. Foto: Bente Poder

Inga Houmann har været utrolig glad for at være på sygehuset i Brønderslev, hvor hun er kommet sig ovenpå to blodpropper i hjernen. Men i de sidste to uger har hun bare ventet på at blive udskrevet. Hun er klar til at komme hjem, men har brug for støtte til medicinering og hjælp til det praktiske i hjemmet. Problemet er bare, at sygeplejerskerne strejker, så der kan ikke komme møder i stand mellem sygehuset og kommunen. 3. april blev Inga Houmann indlagt med en blodprop, og senere fik hun endnu en blodprop i hjernen. Derfor blev hun indlagt på Brønderslev Neurorehabiliterings Center - blandt andet for at lære at gå igen og modtage hjælp fra talepædagoger. - Jeg har fået utrolig god træning her, men nu står jeg og gerne vil hjem. Men jeg vil gerne have aftaler med kommunen om hjælp, inden jeg kommer hjem, fortæller Inga Houmann. Hun bor i Pandrup i Jammerbugt Kommune. Både på sygehusafdelingen i Brønderslev og i kommunen er sygeplejerskerne i strejke. Derfor er Inga Houmann sat i venteposition uden at vide, hvornår hun kan komme hjem. På sygehuset er man klar til at lade terapeuter og social- og sundhedsassistenter, der ikke er i strejke, stå for en udskrivningssamtale. Hendes kontaktperson er nemlig sosu'er. Men det er ikke lykkedes at få et møde i stand med kommunen. Inga Houmann er ikke den eneste patient på afdeling B7, som venter på at blive udskrevet. Andre bliver forsinket på grund af strejken på afdelingen.