Lokalpolitik

Må ikke ekspropriere jord til Storke Vinduer

FARSØ:Farsø Kommune har ikke lov til at ekspropriere jord hos to lodsejere og sælge noget af det videre til virksomheden Storke Vinduer. Det fastslår de eksperter, som kommunens tekniske chef Jens Chr. Olesen har spurgt, og det råd har han naturligvis tænkt sig at følge. - Vi vil ikke gøre noget ulovligt. Men vi havde da håbet, at vi måtte købe jorden på den måde. Vi har virkelig kæmpet for at få det her på plads, siger han. Den lokalplan, der skal åbne mulighed for, at Storke Vinduer kan udvide med i alt 8000 kvadratmeter, er da også vedtaget. Men de to lodsejere, der lige nu ejer en del af jorden, ville gerne have solgt arealet som led i en ekspropriation. Så er fortjenesten nemlig skattefri. - Men vi må desværre orientere Niels Peter Pretzmann (direktøren for Storke Vinduer, red.) om, at vi ikke kan være med på banen længere. Så han må selv købe arealet, siger Jens Chr. Olesen. Storke Vinduer ønsker at opføre tre nye haller og samle størsteparten af produktionen på den østlige side af Fabriksvej. Det giver en mere strømline produktion. Når hallerne står klar, betragter virksomheden sin fabrik i Farsø som færdigudbygget. is