Må klare sig med 1 million

Budget for inventar til sundhedshus øges ikke

Lasse Riisgaard (V): Udgifterne kunne være forudset. Arkivfoto

Lasse Riisgaard (V): Udgifterne kunne være forudset. Arkivfoto

BRØNDERSLEV:Byrådet har frigivet en million kr. til inventar, IT og træningsudstyr til det nye sundhedshus i Brønderslev.

Forvaltningen har prøvet at overtale politikerne til at finde flere penge til formålet, men politikerne står fast.

- En ekstrabevilling på baggrund af ting, man kunne have forudset, har jeg svært ved at acceptere, sagde Lasse Riisgaard (V), da byrådet sagde ja til at frigive millionen til sundhedshuset.

Det var der tilsyneladende ikke nogen, der var uenige i.

Møbler, inventar og træningsmaskiner var ikke med i det oprindelige budget for sundhedshuset, så sidste år afsatte byrådet 1 mio. kr. på budget 2015 og gav besked om at genbruge så meget som muligt, når de forskellige grupper flytter ind i sundhedshuset.

Barberet ned flere gange

Siden har forvaltningen regnet sig frem til et budget på knap 1,9 mio. kr., som efterfølgende er blevet barberet ned to gange til nu 1,36 mio. kr. Men politikerne er altså urokkelige i denne sag og frigivelsen af 1 mio. kr. blev vedtaget énstemmigt.

- Så kan man være ked af man har brugt 1,8 mio. kr. til stolpehuller, hvor man stort set ikke har fundet andet. Og af de penge, der er brugt på klinkerne, selv om de er meget flotte, sagde Ole Jespersgaard (S).

Han understregede, at social- og sundhedsudvalget kræver, at de borgernære ting prioriteres først, når der skal købes ind til sundhedshuset.

- Så må vi leve med at der er nogle forskellige skriveborde, fastslog Ole Jespersgaard.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.