Danmark

Må man lugte af sig selv?

De fleste danskere går i bad hver dag. Man når således aldrig at lugte af sig selv. Af sure tæer f.eks.

Det tankevækkende er, at al denne renhed i sidste ende gør os mindre modstandsdygtige over for helt naturligt forekomne bakterier i vores omgivelser. Kommer vi i kontakt med dem, overreagerer kroppen, og vi bli’r syge. Overfølsomme. På samme måde kunne man måske forestille sig, at vi også holder os pænt på afstand af hinanden. Så vi ikke bliver beskidte. Danskerne er som bekendt uhyre tolerante. Men allerhelst kun så længe de tolererede bliver på politisk betragtelsesafstand. Så accepterer, respekterer, tolererer, integrerer og assimilerer vi på livet løs. Har en kommune planer om at oprette et bosted til narkomaner eller utilpassede unge mennesker, er de fleste danskere enige om, at det er en udmærket idé. Bare det ikke bliver i nærheden af os. I dét tilfælde vil vi godt have os det frabedt. Mange danskere vil gerne som nation være indehavere af verdensrekorden i u-landsbistand og betaler verdens højeste skat med glæde. Men gad vide, hvor meget såkaldt fattigdom, der på vores breddegrader skal måles – ikke i kroner og ører, men i ensomhed og isolation? Kan man blive syg af ensomhed? Og kan sygdom ikke blive forværret af, at ingen vil kendes ved én – sådan for alvor? Vi er ikke bare krop. Vi er også ånd og sjæl. Vi dyrker i Danmark en mærkværdig illusion om, at penge gør den store forskel. Sandsynligvis, fordi vi har så mange af dem. Vi er gået hen og blevet nogle temmelig énsporede materialister. Og det er ikke bare de rige, jeg tænker på. Jeg tænker på os alle sammen. Pengemagt fortryller os. Vi bliver som paralyserede med udsigten til alt det, man kan købe for penge. Da kvinderne frigjorde sig fra mandemagt og ulighed i 60’erne og 70’erne, skete det ofte under umiskendeligt økonomiske paroler så som: "tjen dine egne penge og gør dig økonomisk uafhængig af din mand". Og det var der en meget god grund til dengang. Men prøv så at ophøje denne tankegang til at gælde menneskelivet og fællesskabet i det hele taget. Så bliver pengemagten individualismens brækjern og lægger sig imellem os og skaber distance. Er uafhængighed af hinanden et ideal i sig selv? Er menneskelivet ikke netop et liv levet i medgang og modgang med hinanden i tæt skæbne- og livsfællesskab, hvor vi ikke bare enkeltvis, men sammen gør os erfaringer med livet og tilværelsen? Hvor vi skaber værdier og kultur, som vi som fællesskabsmennesker kan trække veksler på, fordi det liv, vi skal leve, deler vi med andre, der både har levet før og lever samtidig med os. Der ligger et kolossalt klogskabspotentiale gemt i de nære og intime relationer mellem os mennesker. Når vi blot vil vedgå os dem. Hvis vi bare vil gå ind i dem og være tro mod dem. Ikke i politiske og ideologiske paroler. Ikke i meninger og holdninger om alt muligt mellem himmel og jord. Men med krop og sjæl. Dér, hvor vi for alvor både præger og sliber af på hinanden, så vi bliver rundere og mildere. Og bedre til at bære hinandens liv. Vi formes og dannes af hinanden og vores troskab mod hinanden og vores liv. Vi formes og dannes ikke af moral, politik, meninger, den gode tone og rigtighed og godhed fostret på selvbetryggelsens afstand af både andres og ens eget liv. Vi er ikke tilskuere til livet. Men deltagere. Også, når det gør ondt. Man kan som en anden elitesoldat beskyde andre med lutter gode og rigtige meninger bag sin egen tilsikrede fæstning af strømlinet karriereplanlægning, som ingen andre hverken tør eller kan komme i nærheden af. Man kan isolere sig i såvel stædighed som i selvbevidst godhed. Og når godheden skal forsvares på denne måde, er det, fordi den som skrøbeligt porcelæn ville splintres i tusind stykker ved blot den mindste berøring med virkeligheden. Virkeligheden, hvor altså mennesker både rører, bærer, elsker og støtter hinanden og derved deler både liv og skæbne. Ikke kun meninger og holdninger. I kritikken af eliterne i vores samfund er det et gennemgående træk, at kritikken i sidste ende går på, at eliterne kun vil dele holdninger og meninger med hinanden. Ikke liv og skæbne. Og da slet ikke med dem, der mener det urigtige. Som om det lod sig fastslå én gang for alle! Deler man liv og skæbne med hinanden, betyder holdninger og meninger tankevækkende nok ikke nær så meget og kan i øvrigt i deres forskellighed meget nemmere tolereres?! Sandsynligvis, fordi mennesker også på dette punkt betyder mere end fikse ideer.