Litteratur

Må tabere have helte?

Gyldendal opgiver at udgive tyske faldskærmsjægeres historie på dansk efter historikeres kritik

Skal man anmelde alt, hvad der udgives, får man travlt, og skal man dertil anmelde alt, der ikke udgives, ja, så har man en håbløs opgave. Ikke desto har medierne de sidste måneder påtaget sig at skrive en hel del om bøger, der ikke udkommer – alligevel. ”Jægerbogen” var første eksempel, og nu er der balladen om ”De grønne djævle”, som Gyldendal ikke udgiver – alligevel. Den er oversat til dansk og trykt i sandsynligvis sædvanlig oplagsstørrelse og udsendt til mediernes boganmeldere. Men historikeren Bent Blüdnikov, der er tilknyttet Berlingske Tidende, skrev sønderlemmende om bogen, at den var ensidigt forherligende over for faldskærmsjægerdivisionen og forbigik dens nedskydning af civile under kampe på Kreta. Han blev fulgt op af Politiken, hvis anmelder Henrik Lundtofte efter at have læst en tredjedel af bogen konkluderede, at den skriver sig ind i en hvidvaskningstradition, hvor læseren bagefter sidder med en fornemmelse af, at den ene side kan være lige så god som den anden. Her er der en lille krølle på historien, at journalister og anmeldere nu skændes om, hvorvidt de må stjæle hinandens ideer. Var Henrik Lundtofte lidt for meget inspireret af Bent Blüdnikov? Hvad er tyveri af en fed historie, og hvad er blot og bar inspiration? Men, men bogen og Gyldendal... Lars Boesgaard, direktør for Gyldendal Fakta, udtalte først i en pressemeddelelse, at det naturligvis ikke er forlagets intention at udgive bøger, der forherliger den tyske krigsindsats. Forlaget vil gerne udgive kontroversielle – ja, ligefrem provokerende – fortællinger, men der må ikke kunne sås tvivl om lødigheden af dets bøger, hed det. Derfor blev udgivelsen sat i bero, og bogen er nu blevet nu finkæmmet – man kunne også sige censureret – af faghistorikere, for at se om den nu også kunne udgives – sådan rigtig... Nu foreligger så resultatet af overvejelserne og forhandlingerne med forfatteren om mulige ændringer - og resultatet er, at bogen ikke skal udgives på dansk af Gyldendal. Direktør for Gyldendal Fakta siger til Berlingske Tidende, at man "i god ro og orden er blevet enige med forfatteren om at opgive bogen". Kritikken fra faghistorikerne går på, at bogen er blind for overgreb mod civilbefolkningen på Kreta og i stedet fremstiller de tyske soldater som ofre. Dette er som ovenfor antydet ikke en anmeldelse, men bogen rummer utallige vanvittige påstande, som afslører forfatterens enten manglende indsigt og overblik eller lyst eller vilje til at fortælle, hvad vi ved. Sædvanligvis medfører det elendige anmeldelser, som måske bidrager til at mindske salget og udbredelsen. Her har forlaget i første omgang besluttet at lade bogen skrive om, hvilket illustrerer, at nazismen og alt, hvad der relaterer hertil er et overmåde følsomt felt. Yderligere bekræftet i slutresultatet, at den slet ikke skal udgives. Dette forløb kunne også godt afstedkomme en principiel dialog om, hvorvidt enhver bog skal ”have alt med” - hvorvidt tabere har lov til at have helte? Skyldes reaktionen i virkeligheden, at forfatteren insisterer på, at tabersiden også har sine helte? Har vi hørt om alle vindersidens krigsforbrydelser? Nutidige kriges sorte kapitler afsløres kun trods krigsherrernes bitre modstand, og de omtales jo ikke hver gang, der skrives en artikel. Det er – mener undertegnede anmelder! - godt med anmeldere, der griber urimeligheder og korrigerer kritisable påstande i de anmeldte bøger. Derved får forfattere ikke held med lyssky forehavender som f.eks. at hvidvaske sorte kapitler. Man kunne så også – måske – have det synspunkt, at bøgerne taler for sig selv. Forfatteren af f.eks. denne bog ville have stemplet sig selv som utroværdig, og vi ville have haft et eksempel på, hvad skrift også kan bruges til. Og tilbage står stadig spørgsmålet: må tabere ikke have helte? Bent Christensen: "De grønne djævle" Den tyske 1. Faldskærmsdivision under 2. Verdenskrig. Gyldendal. Trukket tilbage af forlaget efter dagbladskritik og siden standset helt.