EMNER

Må tage ansvar

Kære Ole Christensen (S)! Når du kloger dig på noget om EU og den danske grænsekontrol, vi har vedtaget som en del af det seneste forlig på Christiansborg, burde du da lige gøre opmærksom på, at tyskerne og svenskerne allerede har mere end 10 gange så mange toldere gående rundt på deres landsdelsside, så det der EU-hykleri og jamren burde du da være for god til at give næring.

Dernæst burde du, hvis du virkelig mener, vi skal af med EU-forbeholdene, da sætte dig ned og tænke over, hvordan vi slipper af med disse EU-forbehold? Med lov skal land bygges. Det gælder også i forbindelse med EU-forbeholdene. Både statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og senere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) viste tidligere med eksemplets magt hvordan, da de med grundloven i hånden fik mere end 120 folkevalgte politikere fra V, K, R, S og SF, som der står i grundloven, til at gå sammen om at ratificere traktater fra EU. På samme måde kan forbeholdene afskaffes. Det kan så nås, inden vi får formandskabet for EU, så Danmark kan være fuldgyldig formand for hele EU fra januar 2012. De der EU-traktater dur det ikke at stemme om, for hvis man som vælger vil have indflydelse, skal man stemme nej, og så giver vi jo politikerne en chance mere til at lave traktaten endnu bedre. EU er et politisk projekt, og så må politikerne også tage ansvar, som grundloven foreskriver - hvis mere end 120 folkevalgte står bag et udenrigspolitisk anliggende, så er det vedtaget.