Må tage "sminket lig" tilbage

Autoforhandler gjorde det ikke godt nok

Løgstør 1. september 2005 06:00

LØGSTØRKOMMUNE:Forbrugerklagenævnet har dømt en autoforhandler fra Løgstør Kommune til at betale en kunde 6.500 kr. tilbage for et gammelt "sminket lig" af en bil, som han i 2003 solgte til kunden. I september 2003 købte kunden en brugt Opel Corsa fra 1983 hos autoforhandleren. Kilometertælleren stod på 12.000 km., selvom bilen altså var 20 år gammel. Hurtigt opdagede køberen da også, at karburatoren var i stykker, udstødningen var gennemtæret, bagstøddæmperne var slidte, tanken utæt, tankmåleren virkede ikke, føresædet var knækket og at der ikke var lys i instrumentbrættet. Han forsøgte telefonisk at få autoforhandleren til at reparere bilen, men forgæves. Derfor afleverede den nu godt utilfredse kunde bilen og sagde til autoforhandleren, at var den ikke repareret indenfor få dage, så ville han ophæve købet. Da han hentede bilen var den ikke repareret. Derfor klagede han skriftlig. Det hjalp dog lige lidt, for 1. december 2003 sagde autoforhandleren telefonisk til kunden, at han for det første ikke ville reparere bilen og for det andet ikke ville lade handlen gå tilbage. Derfor var der kun Forbrugerklagenævnet tilbage for den stakkels bilkøber i et sidste desperat forsøg på at få sine penge igen og lade handlen gå tilbage. Og det lykkedes altså.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...