Fodbold

Må vente længere på multibaner

{ AALBORG: Arbejdet med at få etableret multibaner i Aalborg Kommune er blevet forsinket. De første baner skulle have været færdige i efteråret, men nu må de kommende brugere vente til foråret. Multibanerne kan benyttes til en lang række formål, for eksempel fodbold, basketball eller andre aktiviteter, som især unge finder på at beskæftige sig med. I efteråret skulle de første baner ved Frejlev Skole og ved Aalborg Freja i Vestbyen have stået færdige, men entreprenøren er blevet forsinket, så nu er banerne først klar i foråret, forklarer Keld Jensen, formand for Folkeoplysningsudvalget. De øvrige multibaner skal bygges i Kildeparken, og ved Aalborg Chang på Provstejorden skal der være to baner. Derudover etablerer AaB en bane på Hornevej i Aalborg Øst, og i 2008 etableres en bane ved Omnihuset i Vejgaard. Når multibanerne er klar til foråret, vil der blive afholdt en gadefodboldturnering for at skabe opmærksomhed om multibanerne.