EMNER

- Må vi godt snart få lov at være normale

Polsk-dansk ægtepar bosat i Gdynia længes efter at blive opfattet på lige fod med alle andre europæere

GDYNIA:Greta Kristiansen, 37-årig forretningskvinde født i Warszawa og nu bosat ved den polske Østersøkyst i Gdynia, er egentlig godt og grundigt træt altid at skulle stille op til afprøvning af fordomme om livet i Polen før og nu. - Må vi ikke godt snart få lov at være normale? Nu er det 14 år siden muren faldt, og der er sket fantastisk meget her i vores land. Alligevel bliver folk ved med at opfatte os, som om vi har levet fuldstændig afsondret fra den øvrige verden og i den dybeste armod. - Personligt mindes jeg aldrig at have savnet noget under min opvækst i Polen. Warszawa var Østeuropas Paris, alt kunne købes. Der var de rigtige mærker i cowboybukser og alle de bananer og alt det chokolade, jeg kunne ønske mig. Og nu synes jeg ærligt talt, at vi snart må kunne blive betragtet på lige fod med alle mulige andre europæere i øst og vest, siger Greta Kristiansen - på velklingende dansk, med en bornholmsk undertone. Det sidste har ligesom efternavnet en ganske naturlig forklaring, idet Greta i 1992 efter en lovestory, der nok kunne danne grundlag for en film eller en roman, giftede sig med en bankfunktionær fra den danske klippeø. 10 år tidligere havde Jesper Kristiansen som gymnasieelev på Rønne Statsskole været på studietur til Warszawa, hvor Gretas klasse havde fået til opgave at tage sig af de danske gæster under besøget i den polske hovedstad. Efter ni års pennevennekontakt tog Jesper mod til sig og drog til Warszawa for at fri til sin udkårne, som - viste det sig - havde undret sig meget over, hvorfor hun aldrig var blevet inviteret til Danmark. For det havde hun da sagtens kunnet få lov til, selv i perioden med militær undtagelsestilstand under Jaruzelski. Efter et par år på Bornholm fik den lille familie, som også tæller børnene Alexandra og Conrad, mulighed for at slå sig ned i Polen, da Jesper Kristiansen sikrede sig jobbet som eksportstipendiat i Gdynia. Samtidig grundlagde de servicevirksomheden Hexacon, som i dag både er levebrød og omdrejningspunkt for dem begge. Et handelshus, der fungerer som rådgiver og samarbejdspartner for danske firmaer på det polske marked. Senest udvidet med udlejning af sommerhuse over det meste af det kæmpestore land via www.feriehuse.pl - et af de få dansksprogede websites i Polen. - Med otte år i business må vi sige, at Hexacon har bevist sin levedygtighed, og med den opblomstring, vi nu kan vente med Polens indtræden i EU, er der sådan set ingen grund til at vente, at det skulle gå tilbage, selv om polsk økonomi i de senere år har oplevet store udsving, siger Jesper Kristiansen, som ikke et sekund fortryder, at hans livsbane førte ham ad Pommern til. Skulle det være, ville det dansk-polske ægtepar dog heller ikke være bange for at prøve kræfter med nogle helt nyt - Kroatien eller Kina for eksempel, og begge lande er i hastig vækst og med store udfordringer. Kulturforskelle Foreløbig skal livet imidlertid leves på polsk, og at der er kulturforskelle, kan ingen fornægte. Hverdagen har både sine plusser og sine mindre heldige sider. Til det sidste hører blandt andet skolen - efter fransk mønster med undervisning fra fireårsalderen - som Jesper og Greta er helt enige om at kritisere godt og grundigt. Alt for meget disciplin, alt for meget udenadslære, alt for store krav til børnene og alt for lidt forståelse for børnenes psyke. - Der er ingen tvivl om, at hvis et dansk barn ville optræde, som det var vant til hjemmefra, på en polsk skole, så ville det straks blive bortvist. Men jeg synes, at man i Danmark i langt højere grad tager udgangspunkt i barnets behov og trin i livet, siger Greta, som til gengæld har det bedst med den rolle, kristendommen spiller i børnenes opvækst i Polen - En gylden middelvej ville være at foretrække på det felt som så mange andre. Vi har vel alle noget godt at byde på, og det oplever jeg som en af de klare gevinster ved Polens ja til EU, at vi nu i højere grad bliver en del af en proces, hvor de europæiske lande påvirker hinanden i stort og småt. Det kan kun være godt, understreger forretningskvinden, der selv går med en drøm om at udbygge sine praktiske erfaringer med de tilhørende universitetsdiplomer. - Men jeg må også erkende, at i et liv, som det vi har valgt, der skal jeg stå for mange af de andre opgaver i familien ved siden af jobbet, og så er det svært at afse tid til at sidde på skolebænken. Jeg har for eksempel alle de praktiske relationer omkring vores bolig - kontakt til håndværkere og den slags - som mit ansvarsområde, fordi det alligevel kræver en særlig forståelse for polsk mentalitet at få den slags til at fungere optimalt. Det værste i den forbindelse er for Greta Kristiansen den arv, som det postkommunistiske Polen må bære på: - Alle, der tror, at det var ufrihed og mangler, der var problemet under kommunismen, er i virkeligeheden helt galt afmarcheret. For fristederne, hvor man kunne tænke og tale frit eksisterede - eksempelvis i kirken, men også mange andre steder. Og mange havde faktisk flere penge mellem hænderne dengang end i dag, og boede man her ved havnebyerne eller i de andre storbyer, kunne man faktisk købe alt, hvad man ønskede sig. - Nej, det værste ved den tid var, at alting var fastlagt, så man slap for at tænke og tage stilling selv. Den kultur har for alvor bidt sig fast, og den gennemsyrer alle dele af samfundet i dag. Ingen over 35 år tror for alvor, at det kan være anderledes, og mange længes tilbage. Der var arbejde til alle, man kunne føle sig tryg livet igennem, siger Greta Kristiansen med stor alvor i stemmen. - Demokrati i den forstand, at folk som noget helt selvfølgeligt kunne sige magthaverne imod, eksisterede ikke, man rettede sig ind, og det gør man stadig. Den passive indstilling er i dag blot overført fra at møntet på et enkelt parti eller nogle bestemte personer i hierakiet til at gælde den måde, man bliver behandlet på i banker eller hos offentlige myndigheder. Så folk bliver ved med at stå i kø, fordi det nærmest er blevet en livsstil. Greta sætter sin lid til, at de nye generationer for alvor får gjort op med den livsstil, mens Jesper udnævner den skæve indkomstfordeling, som et af de andre områder, der kalder på et opgør. - I dag sidder 30 procent af befolkningen på 70 procent af alle indtægter, og de er virkelig velstående. De næste 30 pct. kører det for, men de sidste 40 pct lever ganske enkelt på eksistensminimum, og det er helt uholdbart i længden, siger bornholmeren, der trods alt ikke kunne drømme om at skifte sit danske statsborgerskab ud med et polsk.