EMNER

Måden vi mødes

Som dansker har jeg tit fået at vide af udlændinge, at det er svært at komme ind på livet af os, og at vi virker afvisende, når man møder os på gader og stræder. Ofte har jeg forsvaret oplevelsen af danskerne med, at klimaet i landet for det meste ikke er til udendørs te-slabberads med tilfældigt forbipasserende, som man kender det fra andre lande, og at danskerne skam hygger sig strålende med familie og venner inden for hjemmet fire vægge. Uhøflige og uvenlige? Bestemt ikke! At forklaringen ikke er helt så enkel, blev jeg hurtigt klar over, da jeg for nylig landede i Egypten – klar til to ugers ferie under lunere himmelstrøg. Min mor og jeg var stukket af fra vinter og valgkamp, og vi blev hurtigt genstand for det, vi opfattede som en helt overdreven opmærksomhed fra egypterne. - Hvad hedder I? - Hvor kommer I fra? - Er det første gang, I er i Egypten? Velkommen! Spørgsmålene haglede ned over os fra alle sider, men som erfarne rejsende syntes vi selv, at vi var rigtig gode til at slippe uden om. Vi kender dem jo, alle kneb gælder, når der skal lokkes kunder i butikken og sælges hæslige souvenirs til overpriser. Der gik ikke ret lang tid, før vi lod os påvirke af det langsommere, egyptiske tempo. Vi holdt op med at ile af sted, som løb vi efter endnu en af dagens busser eller aftaler. Pulsen faldt. Og så begyndte vi at tage os tid til at svare på de mange spørgsmål. - Vi kommer fra Danmark, forklarede vi, og det medførte altid en lang lovprisning af det fantastiske land mod nord. Vi nikkede og smilede, for ja, Danmark er da også helt fantastisk, for slet ikke at tale om danskerne selv. Vi følte os som ambassadører for denne venlige nation med det gode ry. Vi blev inviteret på te og sagde nej tak. Ikke én gang, ikke to gange, men måske flere end hundrede gange. Vi blev inviteret på familiebesøg i Luxor, i Aswan og Cairo, og hver gang takkede vi nej. For det gør man jo … ikke? En dag blev jeg for Gud ved hvilken gang spurgt om mit navn, og jeg svarede høfligt og gik videre. Men manden gav ikke op. Han tog fat i mit ærme. - Må jeg ikke lige spørge dig om noget? Hvorfor spørger du ikke om, hvad JEG hedder? Jeg kunne ikke svare. Manden havde jo fuldstændig ret: jeg var uhøflig og afvisende. Det tænkte vi lidt over. Og så begyndte vi at sige ja tak til te. Vi brugte timer på at diskutere politik, økonomi og religion med mennesker, vi slet ikke kendte. Vi lærte arabiske ord og vendinger. Vi fik gaver; sølvsmykker, små håndskårne figurer og hjemmelavede halskæder. Vi fandt ud af, at egypternes rosende ord om Danmark ikke var hele sandheden. - I er så afvisende, så kolde. Vi kunne aldrig bo der, lød kritikken. Og en yngre egypter havde gjort sig sine egne erfaringer. - Min bedste ven fik en dansk kæreste og flyttede til Danmark. Han besøgte mig først to år senere, men jeg kunne slet ikke kende ham igen. Han tænkte kun på penge og ting, og når jeg talte, kunne jeg se, at han ikke lyttede, fortalte manden. Efterhånden vænnede vi os til at tage imod komplimenterne. Vi var smukke. Vi var venlige. Vores kærester måtte være lykkelige. Vi var kloge, rare mennesker, og alle ønskede at se os igen. Og vi blev bedre til at sende komplimenterne retur. - Det var dejligt at tale med dig. - Hvor er dine børn smukke. - Hvor er dit land fantastisk, vi vil elske at komme igen. Alt for hurtigt var det slut. Vi landede i Danmark midt i en snestorm, men det var kulden fra menneskene, der ramte hårdest. Ikke et smil fra forbipasserende på gaden. Ikke én te-invitation i Fakta. Og ingen gaver, komplimenter eller spontane diskussioner med de andre kunder i butikken. Mens vi stadig hyggede os i solen, havde Dansk Folkeparti endnu engang fået stemmer til at bære titlen som Danmarks tredjestørste parti. Partileder Pia Kjærsgaard fik andenflest personlige stemmer, kun overgået af statsministeren. Mange danskere er nemlig enige med politikeren i, at et af de største problemer for Danmark er udlændinge og muslimer. Deres værdier stemmer jo slet ikke overens med vores. Og når jeg hørte genudsendelserne af talerne fra valgkampen, undrede det mig, at det var lykkedes mig at overleve to uger i et muslimsk land uden at blive erklæret hellig krig, at få stjålet alle mine ejendele eller i det mindste massevoldtaget. Men måske er det som udgangspunkt ikke muslimerne, der er noget galt med, Pia, Mogens og hvad I alle sammen hedder. Måske er det måden, vi møder dem på. Efter en uge hjemme i Danmark er jeg i hvert fald igen holdt op med at smile til forbipasserende på gaden. Og man har jo heller ikke tid til at drikke te med hvem som helst.