Hobro IK

Mål-Pål blev eneste lysglimt

En sløj Hobro-indsats blev til et enkelt point, da Pål Kirkevold udbyggede sin rekord mod SønderjyskE

Foto: Laura Guldhammer
Foto: Laura Guldhammer Laura Guldhammer

Opdateret kl. 15:35

FODBOLD: Det var genvalg over hele linjen, da Thomas Thomasberg valgte startopstillingen mod SønderjyskE. Men det var langt fra det samme hold, der gik på banen, som vandt 4-0 over FC Nordsjælland for en uge siden. Hobro spillede 1-1 mod sønderjyderne i en kamp, hvor der var få gode aktioner.

Der skulle ikke lang tid til, før bundholdet kom foran mod Hobro. Efter kun tre minutter kom SønderjyskE for anden gang i kampen frem til en farlig dødbold. Her kunne Kees Luijckx få sidste fod på til mål efter flere omgange klumpspil i det lille felt. Især Jesper Rask så ikke god ud i øjeblikket, hvor han boksede forbi bolden kort før scoringen.

Foto: Laura Guldhammer Laura Guldhammer

Herefter var det SønderjyskE, som havde presset, mens Hobro ikke havde held med det store. For første gang i sæsonen havde de store problemer med at ramme hinanden.

Hobro kom frem til deres første reelle chance i 33. minut, da Quincy Antipas sparkede på mål lige inden for feltet og fik et hjørnespark. Det løb dog ud i vandet, da Vito Hammershøy-Mistrati sparkede for langt.

Kort efter var Quincy Antipas på spil på kanten, hvor han lagde den ind foran mål. Her var Edgar Babayan tæt på at få foden på.

Foto: Laura Guldhammer Laura Guldhammer

Efter 42 minutter fik SønderjyskE en stor chance, da Jesper Rask fik hånden på Philip Zinckernagels skud fra feltet. Bolden gik ud til Casper Olesen, som sparkede forbi på den store chance.

Kort før pausen skete det, der er sket så mange gange før i denne sæson. Pål Kirkevold stod for at udligne for Hobro, da han sparkede et langskud op i hjørnet, så SønderjyskE’s Sebastian Mielitz ikke havde den mindste chance i målet. Dermed har angriberen scoret i 11 kampe i streg for Hobro og udbygger sin rekord.

Foto: Laura Guldhammer Laura Guldhammer

Efter pausen fortsatte de sløje Hobro-takter. Men i anden halvleg var SønderjyskE også med på dem. Begge hold kom frem til sporadiske og små chancer. Ellers blev tiden mest af alt brugt på fejlafleveringer.

Men 10 minutter igen kom Casper Olesen helt frem, hvor han var alene med Jesper Rask. Men fra distancen sparkede angriberen over Hobro-målet.

I de døende minutter kom Hobro tæt på føring, da Danny Olsen bankede et skud på overliggeren. Men begge hold måtte nøjes med ét point og en småkedelig 1-1’er.

Foto: Laura Guldhammer Laura Guldhammer

Gå til relaterede emner

Forsiden