Handicappede

Målet bør være god adgang for alle

Skagen Helse arbejder for en smiley-ordning for tilgængelighed

SKAGEN:Selvfølgelig handler det hele tiden om at få mange mennesker til at besøge Skagen. Men det er også vigtigt, at gæsterne ikke bliver skuffede - altså at de, inden de tager hjemmefra, har en vished om og en sikkerhed for, at de kan trives i byen. Det kan mange heldigvis uden problemer. Men hvis man er allergiker og under ingen omstændigheder kan tåle hundehår, kan det være et helvede at blive indlogeret på et hotel, der tillader, at gæster har Fido med på ferie. Hvis bare et medlem af en familie har et eller andet handicap, må hele familien planlægge og indrette sin ferie efter det. Skagen søger nu om at blive et slags pilotprojekt for en ny mærkningsordning. Populært sagt en smiley-ordning, der fortæller om et hotel, en restaurant eller en forretning er tilgængelig for handicappede. Det oplagte eksempel er selvfølgelig, om det er muligt at komme de forskellige steder med en kørestol. - Men det er i virkeligheden et lille problem i den store sammenhæng. Der er mange andre knapt så synlige handicaps at tage hensyn til, fortæller Mogens Eeg, der er næstformand i Skagen Helse. Møde med FTA I den egenskab har han holdt møde med ledelsen i den foreningen, der hedder "Foreningen Tilgængelighed for Alle" - forkortet FTA. Med på mødet var repræsentanter for flere brancher i Skagen, blandt andre handelsstandsforeningen, turistforeningen, hotel- og restauratørforeningen, det lokale handicapråd, gigtforeningen, teknisk forvaltning, erhvervshuset og den kommunale ledelse. Helhedsoplevelse - Hvis vi skal lykkes med Skagen Helse, så skal vi give vore gæster en helhedsoplevelse. De skal kunne komme alle steder uanset eventuelle handicap, mener Mogens Eeg. Han understreger dog, at det er helt frivilligt, om man vil være med. Motivationen hos den enkelte forretning eller restaurant er vigtig. Man skal kunne se sin egen fordel i at være med. Der er ikke noget religiøst i FTA. Skagen Helse drømmer ikke om 100 procents opbakning. - Det vigtigste er, at kunderne kan stole på de oplysninger, de får. Hvis man for eksempel kommer fra Italien, kender man selvfølgelig ikke den danske forretningskultur. Bliver man for eksempel betjent i forretningerne, eller er det hele selvbetjening, siger Mogens Eeg. Fra man slutter sig til ordningen, kan der sagtens gå et par år til man kan få tilgængelighedsmærket. Der er for eksempel, hvis det er nødvendigt at bygge om. Via turistrådets hjemmeside kan familier over hele verden se, hvor der er tilgængelighed for de forskellige handicapgrupper. På den måde får familier mulighed for at planlægge deres ophold i Skagen inden afgang hjemmefra. Undersøgelser viser, at kundeunderlaget er stort, for eksempel på det tyske marked. 54 procent af 6,7 millioner handicappede tyskere rejser jævnligt. Og de vil gerne rejse mere, hvis der er god tilgængelighed på feriestedet.