Lokalpolitik

Målet er at samle Nordjylland

Jens Arne Hedegaard er ked af, at visioner er ved at briste

BRØNDERSLEV:Brønderslevs borgmester Jens Arne Hedegaard (V) håber stadig på, at det lykkes at etablere et fælles nordjysk turistsamarbejde. Der har på det seneste været en del debat om et sådant selskab. Jens Arne Hedegaard var blandt de første, der rejste spørgsmålet. Indtil for halvandet år siden var Jens Arne Hedegaard med i bestyrelsen for Toppen af Danmark. Jens Arne Hedegaard er ked af, at borgmester Erik Sørensen (S) fra Frederikshavn og amtsborgmester Orla Hav (S), er ved at få kolde fødder omkring samarbejdet. - Jeg er skuffet, og jeg vil gerne opfordre til, at man arbejder videre på et stort, nordjysk turistsamarbejde. Jens Arne Hedegaard bakker op om Hirtshals' borgmester, Knud Størup (UP), der også får ind for et nordjysk turistsamarbejde. Brønderslev Kommune er medlem af Toppen af Danmark, mens den ny kommunale ægtefælle, Dronninglund, er medlem af Region Aalborg-samarbejdet. Jens Arne Hedegaard lægger ikke skjul på, at det fremtidige omdrejningspunkt er Aalborg, og han mener, at Brønderslev derfor skal trække i den retning. - Aalborg Universitet betyder meget for os. Universitetet sætter sine spor i en radiud på 30-40 kilometer fra Aalborg, siger han. - Toppen af Danmark og ikke mindst projektet "Lysets Land" er blevet en stor succes, bemærker Jens Arne Hedegaard.