Målfest da PSI besejrede Frem

SERRITSLEV: Med i alt ni scoringer var der målfest på Serritslev Stadion, da PSI, Serritslev serie 4 i fodbold havde besøg af Hjørring Frem. Kampen endte med en PSI-sejr på 6-3, efter en føring på 3-0 ved pausen til hjemmeholdet, der ellers var presset i de første spilminutter. Johnny Jensen bragte PSI på 1-0 efter 10 minutter, og det blev 2-0 ved Anders Bisgaard efter et kvarters spil. Kenneth Sloth stod for målet til 3-0 efter 38 minutter. Johnny Jensen misbrugte to meget store målchancer inden for anden halvlegs første 5 minutter, men fik dog held til at øge PSI-føringen til 4-0 i det 54. minut. Herefter fulgte en svag periode af PSI, blandt andet grundet en 10 minutters udvisning, og det udnyttede Frem til at score to mål, og reducere til 2-4. Tonny Pedersen scorede til 5-2 for PSI fem minutter før tid, inden Frem reducerede til 3-5 to minutter senere. I det 89. minut scorede Tonny Pedersen sit andet mål, og slog hermed PSI-sejren på 6-3 fast. PSI gav debut til ynglingemålmanden Thomas Hansen, og det var fuld spilletid til Anders Hansen, der er tilbage i PSI efter et års fravær. P.S.